Når Team Rotary Favrskov i år cykler afsted til Byernes by lørdag d. 28. august sker det for 10. gang. Jubilæumsturen skulle egentlig have fundet sted sidste år, men blev udsat pga corona.
Rytterne har således skullet fastholde træningen og holde dampen oppe i to år, så de er i stand til at cykle de ca. 1.000 km der er ned til den franske hovedstad. Det faktum og COVID 19 i sig selv har da også resulteret i, at det i år er et lidt mindre hold der cykler af sted, men det har ikke reduceret motivationen hos de deltagende ryttere.
Det er de tre Rotary klubber i Favrskov der arrangerer turen, men man behøver ikke være rotarianer for at detage på cykelturen.
“Næh, der er da altid nogle rotarianere med på turen, men hovedparten er andre motionister fra lokalområdet, som har lyst til at være en del af et forpligtende, motiverende træningsfællesskab og ikke mindst den store oplevelse det er at cykle til Paris” fortæller holdkaptajn Steen Elgaard.
Turen varer 8 dage og starter i år fra pladsen ved Baunehøj i f.m. Stafet for Livets arrangement, hvor det også er Steen Elgaard der kl. 11.10 holder åbnings- og fightertalen. Efter fightertalen lyder det første startskud og så cykler holdet til Søndergade, hvor borgmester Nils Borring holder tale og hvor der spilles levende musik. Forinden bydes der i Søndergade på brunch fra kl. 10.00 og der er også opsat et lille informationskontor, hvor interesserede kan høre om, hvordan man kommer med på næste års tur til Paris. Herefter lyder det andet startskud og så cykler holdet af sted.
Den enkelte rytter betaler selv sin egen tur, men turen kunne ikke finde sted, hvis det ikke var for de mange sponsorer der bakker op om løbet. Løbet er et humanitært støtteprojekt, hvor overskuddet dels går til Børns Vilkår og dels til lokale kultur- og idrætsformål og turen har gennem flere år resulteret i ganske store donationer.
Steen Elgaard fortæller, at man på sådan et hold får et helt unikt sammenhold. “En ting er træning og motion og for mange også et ganske pænt vægttab, men en anden ting er sammenholdet. Man kommer virkelig tæt på hinanden og alle er opsat på, at vi skal klare den her tur, som ellers kan være ganske fyldt med strabadser. Vi er jo ikke herre over vejret og vi er da nogen gange blevet drillet af både vind, regn og varme og det er så her fællesskabet skal stå sin prøve. Og det holder bare. Og når vi har gennemført turen er man simpelthen fyldt af stolthed og den glæde man føler sammen, kan man ikke tage fra os.”
Turen til Paris går bl.a. over den frygtede Le Mur de Huy i Belgien, som også indgår i det professionelle cykelløb Fleche Vallone og som har stigningsprocenter på over 20. “Den er ikke så lang”, siger Steen, “men den er benhård og der plejer vi lige at tage et hvil og et foto på toppen som et af mange rigtige gode minder fra turen. Og når man så på sidstedagen kører op af Champs Élysées og ind på Concorde-pladsen, så får man gåsehud på hele kroppen. Det er virkelig en helt fantastisk følelse.”
Alle opfordres til at møde op til Stafet for Livets arrangement eller i Søndergade, så rytterne kan blive sendt godt afsted på turen.
Du kan læse mere om Team Rotary Favrskov her. Her kan du også læse om de mange lokale projekter, klubber og foreninger, der gennem årene har nydt godt af overskuddene fra Team Rotary Favrskov.