29. marts 2024

8 skarpe til Marie-Louise Kannerup

Den har ligget stille i nogle uger, men nu ruller vi lige så stille vores føljeton i gang igen, hvor vi stiller folk med relation til 8370 Hadsten 8 skarpe spørgsmål.

I dag er det indehaver af Bogormen i Hadsten, Marie-Louise Kannerup der svarer på spørgsmålene. Hun bor til dagligt i Hadbjerg, er gift og har to børn.

Stilling: Indehaver af Bogormen Hadsten og MOR

Hvor længe har du boet i 8370?
Siden 2007; altså i 13 år. Jeg fulgte mit hjerte og flyttede hertil fra Århus 😊

Hvad er du mest glad for ved at bo i 8370?
Jeg bor med min mand og vores to børn i Hadbjerg. Jeg holder rigtig meget af det lille samfund, hvor alle står klar til at hjælpe hinanden. Der er naturligvis ikke helt den samme ånd i Hadsten, og så alligevel. Man passer på hinanden. Og så er jeg vild med naturen, som omkranser os. Alt det grønne og højt til himlen. Vi mangler bare noget vand, men det kan måske komme, hvis vi engang får etableret et søbad….

Benytter du dig af de lokale kulturtilbud i 8370?
Ja, i allerhøjeste grad. Jeg vælger jo at se Bogormen Hadsten som et lille stykke kultur i 8370. Et sted, hvor der finder forfatterarrangementer sted, bogsigneringer, vinsmagninger og højtlæsning for børn og unge på Bogormen Hadstens Facebook og Youtubekanal. Men Bogormen Hadsten er naturligvis også kultursupporter i vores lokale kulturhus Sløjfen og jeg kommer gerne til en god koncert sammen med min bedre halvdel eller arrangementer for mine børn. Derudover har jeg et rigtig godt samarbejde med vores bibliotek i forbindelse med bl.a. forfatterarrangementer og boginspirationsaftener.

Dyrker du sport/motion i 8370?
Jeg gør ikke selv, men begge mine børn er meget aktive. Min knægt, Bertram, spiller fodbold i HØST IF og så er han bidt af en gal håndboldspiller og nyder godt af de lækre faciliteter i Hadsten Hallen. Min datter, Frederikke, er aktiv gymnast i Hadsten Idrætskreds – HIK.

Er du medlem af en forening i 8370?
Jeg er bestyrelsesmedlem i Hadsten Handel, hvor vi bl.a. sikrer afvikling af arrangementer og aktiviteter for byens borgere. Der er en stor tilflytning til byen og det er vigtigt, at vi får vist, hvor aktiv en by Hadsten er og hvor meget vi har at byde på. Derudover er mine børn medlem af HØST IF, Hadsten Håndbold og Hadsten Idrætskreds. Jeg sidder i skolebestyrelsen for mine børns skole, Hadbjerg Skole, og så er jeg aktiv i Hadsten Rotary Klub, en forening, som også arbejder aktivt for 8370 og områdets borgere.

Har du et sted i 8370, som betyder noget særligt for dig?
Det gør Hadbjerg! Jeg elsker denne lille, skønne plet på jord. Den ildhu og ”stædighed” der er i sådan en landsby og det vi sammen kan opnå, når vi alle står sammen. Som f.eks. vores Søpark, Folkeskoven med shelters og madpakkehus, hundelufterskoven, vores Forsamlingshus og, ikke mindst, vores lækre HØST-hal. Alt sammen resultatet af, hvad man kan udrette når man står sammen. Her slapper jeg af og her lader jeg op.

Har du et godt tip til folk der lige er flyttet til byen eller måske et tip, som alle bare burde kende til?
Jeg synes folk skal vide, hvad Hadsten har at byde på som handelsby. Vores slogan ”Hadsten – din og min by” er meget rammende, da vi er sammen om at sikre, at Hadsten forbliver den gode handelsby med alle de tilbud, som vi har i dag. Man kan jo få så at sige alt i byen og det er vigtigt, at den lokalånd bliver en del af de nye tilflyttere. Og så skal man blive en del af det suveræne foreningsliv vi har her i 8370; og det er jo ikke kun i Hadsten men så sandelig også ude i de små lokalsamfund rundt om Hadsten. Hvad enten det så er en selv eller ens børn, der er medlem 😊

8370 har jo det meste, men er der noget som du savner?
Vi mangler et ordentligt spisested/café/restaurant, hvor man kan sidde og nyde en brunch, en frokost, sin eftermiddagskaffe, aftensmad eller en drink efter endt arrangement i Sløjfen. Og så mangler vi en Herretøjsbutik! Men begge dele hænger bl.a. sammen med, at vi mangler egnede detail- og erhvervslokaler i midtbyen. Det planlægges, at der skal bygges nyt og højt, men man har glemt detail delen og at sikre egnede detail- og erhvervslokaler i midtbyen….

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler