Han er vel nærmest indbegrebet af Hadsten Håndbold. I hvert fald er han her og der og alle vegne, og får i den grad placeret klubben på landkortet, både lokalt, og såmænd også nationalt.
Vi har stillet ham 8 skarpe spørgsmål, og Simon Buus Olsen har svaret skarpt tilbage.
Stilling: Salgs- & Eventchef i Hadsten Håndbold, samt ansat i Hadsten Kultur- & Idrætscenter
Hvor længe har du boet i 8370?
Stort set i hele mit snart 32-årige liv, dog med en afstikker i 1 år til Barcelona, hvor jeg tog min bachelor på Universitet der.
Hvad er du mest glad for ved at bo i 8370?
Jeg er mest glad for at vi har et utrolig afbalanceret forhold mellem en stor by og så alle de fantastiske lidt mindre lokalsamfund.
Jeg er jo selv født og opvokset i Hadbjerg, hvor min far sammen med andre gode lokale folk kæmpede imod centralisering, som ville dræbe udviklingen af f.eks. Hadbjerg. Deres indsats og kamp, gør at Hadbjerg idag udvikler sig enormt hurtigt.
Det samme sker i Selling, Ødum, Voldum og andre små byer og lokalsamfund i 8370 og det synes jeg er et fantastisk mix til den store by Hadsten, hvor jeg ofte synes vi undervurderer, hvad den faktisk har at byde på – Hadsten kan meget mere end folk lige går og tror 🙂
Benytter du dig af de lokale kulturtilbud i 8370?
Jeg besøger til tider vores fremragende biograf, drevet af nogle fantastiske frivillige. Den kan jeg bestemt anbefale at prøve, absolut på højde med bio i Randers og Aarhus. Ellers lever jeg vel nærmest i vestjyskBANK Arena/Hadsten Kultur- & Idrætscenter.
Dyrker du sport/motion i 8370?
Jeg træner 2-3 gange om ugen i CrossBox på Mågevejen, lige nu er det udendørs træning og det er faktisk mega fedt. Fællesskabet i lidt mindre crossfit-centre er noget helt unikt og kan anbefales at prøve. Ellers står jeg for Five-a-Side Håndbold i Hadsten Håndbold, hvor jeg også prøver at vise mine Landin-skills i målet på Serie 3 holdet engang imellem.
Er du medlem af en forening i 8370?
Jeg er medlem af Hadsten Håndbold og Høst IF.
Har du et sted i 8370, som betyder noget særligt for dig?
Det oplagte valg ville nok være vestjyskBANK Arena/Hadsten Kultur- & Idrætscenter, da jeg bruger 60-70 timer her om ugen, hvis ikke lidt mere.
Men Hadbjerg Stadion og Høst Hallen, betyder enormt meget for mig. Det var her jeg trådte mine første mange skridt i foreningslivet, helt tilbage fra det legendariske gamle klublokale, som nu er indtaget af SFO’en.
De oplevelser jeg fik her både som barn, ung og senere som ung voksen, står stadig klart i minderne hos mig.
De 16-17 år jeg vel efterhånden nåede at være træner på Fodboldskolen i Hadbjerg, er noget jeg også husker med stor glæde.
Eller da vi samlede 4-500 tilskuere på Hadbjerg Stadion til lokalBRAG mellem Høst IF og HSK Fodbold, hvor vi(Høst IF) scorede til 3-2 med 10 sekunder tilbage af kampen, må vel nok være højdepunktet – en kamp som DBU var ude at lave video til og senere kårede til Årets Lokalbrag i seriefodbolden det år.
Har du et godt tip til folk der lige er flyttet til byen eller måske et tip, som alle bare burde kende til?
Trille Trolle Håndbold helt klart! 🙂
At se 50-60 børn hver lørdag lege rundt, danse, grine, hygge, smile og lege med en bold i vestjyskBANK Arena, med deres forældre i hånden – er helt fantastisk.
Nogle gange er det nærmest forældrene der er mest vilde med det og rocker lidt mere rundt end deres børn – ja, klar anbefaling til at prøve det af.
Men jeg vil da enormt gerne anbefale folk at besøge de forskellige ting vi har at byde på i 8370. Lige fra Cykel-Jan i Lyngå, som folk måske ikke ved, har arbejdet med de største stjerner i cykelsporten. Over til JM Bryg i Vissing. Til Kagely mellem Galten, Hadsten og Hadbjerg.
Men naturligvis også vores biograf, nogle af de gode arrangementer Sløjfen laver eller som vi i Hadsten Kultur- & Idrætscenter prøver at sætte igang også.
Kom hurtigt ud at bliv en del af alle de mange gode fællesskaber der er i 8370.
8370 har jo det meste, men er der noget som du savner?
Jeg har ofte fået lidt klø for at foreslå højere og tættere byggeri i midtbyen af Hadsten, men det glæder mig jo egentligt, at 2 ejendomsmæglere og 1 bankmand har nævnt det også, som noget byen kunne bruge, for at kunne rumme udviklingen byen er inde i.
Jeg sidder selv med en ejerlejlighed i midtbyen, så jeg kunne jo i princippet være glad, når det mangler, for det hæver prisen på min, at udbuddet ikke er så stort.
Men vi har behov for noget byggeri til ældre, studerende og enlige med børn centralt i byen. Hvor og sådan, skal naturligvis gøres til mindst mulig gene for andre, men behovet er der.
Så kunne jeg godt se flere grunde udbudt i oplandsbyerne som Hadbjerg, Voldum og andre lignende byer, så de kan fortsætte deres flotte udvikling også.
Så et fokus på de grunde udenfor Hadsten og så fokus på boliger centralt i Hadsten her.
Men det jeg savner allermest er at vi hæver ambitionerne for området, mens vi anerkender alt det gode vi har i forvejen. Man kan godt være glad for det vi kan og har, mens vi hæver ambitionsniveauet.
Jeg savner, at vi smider “vi plejer” overbords engang imellem, og hæver ambitionerne. Så når vi måske ikke helt derop hvor ambitionerne er, men vi når ingen steder, hvis vi altid bare gør som vi plejer.