Når borgmester Lars Storgaard igen afgiver startskuddet til Hadsten GadeGrandPrix d. 7. august kl. 18.45 er det med flot repræsentation fra de allerbedste danske UCI kontinentalteams.
Traditionen tro stiller Coloquick Cycling, der ofte er kaldt for Danmarks bedste talentfabrik, igen op med nogle af deres stærkeste ryttere. Emil Toudal tog i april femte etape på Le Tour de Bretagne Cycliste og holdet har samlet i år hele otte top10 placeringer bag sig allerede på nuværende tidspunkt. Hvem holdet stiller med er endnu uklart. De har dog altid haft nogle af deres allerbedste ryttere til start i Hadsten.

Det forlyder at holdet sædvanen tro har holdets sportslige leder Christian Moberg med. Christian Moberg er nok mest kendt fra sin kommentatorrolle i Tour de France og mon ikke han atter en gang er at finde i fanzonen i Hadsten og at han er frisk på at stille op til interviews som han plejer?

Airtox Carl Ras, som i flere af de foregående år har gjort det særdeles godt i Hadsten, stiller også til start i år. På holdet er stærke ryttere som Magnus Bak Klaris og Mads Andersen, der senest blev nr 17 til det særdeles hårdt kørte DM samt stortalentet Stian Rosenlund. Airtox Carl Ras plejer også at mønstre et særdeles skarpt hold, der kan tage kampen op med de internationale stjerner.

BHS-PL Beton Bornholm har i 2025 kontrakt med 14 ryttere, heriblandt er f.eks. den tidligere danske mester i enkelstart, og indehaver af den danske timerekord Martin Toft Madsen og den danske banespecialist og tidligere Post Nord Danmark rundt vinder Niklas Larsen.
I 2024 løb Daniel Stampe af med sejren i Hadsten for næsen af de to superprofiler Mads Pedersen og Anders Foldager. Daniel Stampe kørte den gang for Airtox Carl Ras men kører nu for BHS-PL Beton Bornholm. Det bliver spændende at se, om han stiller op i Hadsten igen, for at prøve at gentage triumfen.

Det er endnu ikke afgjort om Team Give Steel – 2M Cycling, Danmarks nye fremadstormende kontinentalhold også melder sin ankomst til løbet i Hadsten. Holdet er 100% danskejet og har i år haft topresultater med en tredjeplads på femte etape af Tour Of Lithuania og en andenplads i Tour of Rhodes men dialogen er i gang.

”Deltagelse af de danske kontinentalhold sammen med landets bedste A-ryttere er hele grundlaget for, at vi i Hadsten kan skabe landets nok mest seværdige gadeløb” fortæller løbsarrangør Anders G. Christensen til ByensNyt. “De danske konti-hold har med deres stærke hold-setup mulighed for at køre taktisk. De vil gøre alt for at slå de internationale profiler på hjemmebane. Det så vi i 2022 med lokale Jeppe Aaskov Pallesen, der slog Mads P og igen sidste år, da Daniel Stampe tog sejren på Søndergade. Det er virkelig noget der giver respekt” slutter Anders G..














