Godt nyt for Møllegården og andre plejecentre i og omkring Hadsten.
Der åbnes nu op for, at hver beboer på plejecentre kan have 1-2 faste besøgspersoner, som kan besøge beboerne indendørs, hvis besøg af helbredsmæssige årsager ikke kan foregå udendørs.
Det skriver Favrskov Kommune i en pressemeddelelse og præciserer samtidigt at kommunen har valgt, at alle beboere på plejecentrene har mulighed for at udpege faste besøgspersoner, som har mulighed for at besøge beboerne indendørs. Det gælder også for de beboere, som de fleste dage kan modtage besøg udendørs, men som kan have dage, hvor et udendørs besøg af den ene eller anden årsag ikke kan gennemføres. Ældrerådet har været inddraget i beslutningen og bakker op om den valgte løsning.
“Det gør en stor forskel”
Formand for social- og sundhedsudvalget Grethe Villadsen siger: Jeg er sikker på, at det kommer til at gøre en stor forskel for dem, at der er udsigt til en lidt mere almindelig hverdag igen – noget som i den grad er tiltrængt efter snart tre måneder i undtagelsestilstand”
Den 11. juni trådte en ny bekendtgørelse udstedt af Sundheds- og ældreministeren om besøgsrestriktioner på plejecentrene og korttidspladser i kraft.
“Jeg ved, at mange pårørende savner at kunne besøge deres mor, far eller ægtefælle på plejecentrene under de rammer, der var før coronakrisen. Det er desværre stadig ikke en mulighed, men nu åbnes der lidt mere op. Plejecentrenes personale hjælper med, at besøgene kan foregå under så trygge rammer som muligt, og de besøgende er i almindelighed gode til at følge retningslinjerne, så vi ikke løber en unødig høj risiko for smitte”, siger Grethe Villadsen.
Der kan læses mere om de nye forholdsregler her.