28. juni 2022

Alle tilbage på Favrskov Gymnasium

Den seneste etape i genåbningen af landet har betydet, at alle elever på Favrskov Gymnasium nu kan komme i skole igen, og det er noget, der glæder gymnasiets rektor, Morten Schytte Caspersen, der til ByensNyt fortæller: ”Vi har håbet længe, og nu er det så virkelighed. Fra i onsdags d. 27. maj har vi kunnet byde 1g- og 2g-elever velkommen på gymnasiet. Det er simpelthen så dejligt at se dem igen, og det føles kun endnu bedre, når vi samtidig ved, at det skyldes, at vi her i landet har fået slået covid-19 tilbage til et niveau, hvor vi kan begynde at leve et mere normalt liv igen.”

Der er ikke lang tid til sommerferien, men Morten Schytte Caspersen vurderer alligevel, at 1g- og 2g-elevernes tilbagevenden er af stor betydning: ”Det er rigtig, at der kun er fire uger tilbage inden sommerferien, og vi skal også have gennemført årsprøver for eleverne i perioden, men det er altså 11 uger siden vi lukkede ned. Hvis eleverne ikke var nået tilbage inden sommerferien, ville vi være nået op på noget der ligner 20-21 uger uden fysisk skolegang, når man regner sommerferien med. Det er lang tid. Eleverne har behov for at komme på skolen og mærke det fællesskab og den samhørighed, som en skole også er, og som samlet skole har vi stor glæde af at mærke normaliteten vende tilbage. Det giver også en anden stemning om en sommerferie, at man har noget at gå på ferie fra”

Forholdsreglerne i forhold til covid-19 er dog stadig noget, der spiller en rolle på gymnasiet: ”Vi skal stadig holde afstand, sikre god håndhygiejne og tænke os om, hvis vi nyser eller viser symptomer. Forløbet har vist os, at fælles beslutsomhed, solidaritet og individuelt ansvar kan føre os rigtigt langt, og at vi har rigtigt meget at miste, hvis vi ikke tager det alvorligt.”

3g’ernes dimission

Samtidig med at 1g- og 2g-elever nu vender tilbage, nærmer gymnasiet sig en tid, som i den grad er 3g’ernes, og Morten Schytte Caspersen glæder sig til at fejre studenterne: ”Alt bliver ikke, som det plejer, men vi kan gøre meget mere for studenterne nu, end vi havde turdet håbe på for blot få uger siden, og nu glæder vi os til en festlig hue-begivenhed, hvor studenterne kan få de sidste karakterer i hus, få huerne på og fejre det med familien. Alt ser lysere ud nu, og det bliver studenterne et meget konkret og festligt udtryk for.”

Rektor Morten Schytte Caspersen
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler