23. oktober 2024

Borring: Vigtigt at mindes fredsbudskabet

Ved en kort mindehøjtidelighed, markerede Favrskov Kommune Danmarks befrielse, ved at nedlægge en krans ved mindestenen til ære for Frits Johan Blichfeldt Møller, der blev skudt i København i 1945.

Frits Blichfeldt Møller var opvokset i Hadsten, men var under krigen bosat i København, og du kan læse mere om ham i den artikel, som vi lavede i forbindelse med 9. april.

Læs også: Den Røde Pimpernel

Højtideligheden var ikke annonceret officielt, da der jo er forsamlingsforbud for tiden, men rygtet havde alligevel nået ud til blandt andet ByensNyt.dk, og vi fik efter højtideligheden en snak med Niels Borring omkring, hvad Danmarks befrielse betyder, både for kommunen, men også for ham selv.

”I Favrskov var der jo personer, som Blichfeldt Møller, der satte deres liv på spil under krigen. Dem mindes vi, men for kommunen er det også vigtigt at mindes fredsbudskabet, fordi det er det man plejer at gøre den 4. og 5. maj, hvor Danmark blev frit. Det rummer så meget værdi i sig selv, det at sætte et andet menneske frit. Som statsministeren sagde det i går (4. maj, red) så skal vi kæmpe i mod, at folk bliver jagtet i alle sammenhænge, og det er da et budskab, som jeg synes vi skal tage til os”, siger Niels Borring til ByensNyt.dk.

Niels Borring har selv haft krigen tæt på, da hans far sad i koncentrationslejr fra 1944 til 1945, hvorefter han kom til Sverige, indtil krigen sluttede.

”Min far kom hjem fra Tyskland i april 1945, hvorefter han tog videre til Sverige. Han sad i KZ-lejr, da han var politibetjent, så derfor har 2. verdenskrig og 4. maj altid betydet meget for min familie. Så det læser jeg stadig bøger om, fordi det fylder meget for mig. Jeg fortæller faktisk nogle af de nyansatte i kommunen om det, fordi det er jo det jeg er rundet af, et hjem, hvor det formentligt har præget min far til, at det med nøjsomhed og ordentlighed har været dyder, som han har været nødt til at føre videre med sig i livet”, fortæller Niels Borring.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler