9. marts 2026

0. klasse på Østervangskolen vinder trafikkonkurrence

 I forbindelse med den landsdækkende skolestartskampagne ”Børn på vej” deltager 0. klasserne i en konkurrence, som 0.a på Østervangskolen i Hadsten nu har vundet. Kommunen og Rådet for Sikker Trafik står bag konkurrencen, som skal være med til at øge skolebørns trafiksikkerhed.

Det skal være trygt for børn at færdes i trafikken. Derfor satte Favrskov Kommune i forbindelse med skolestarten i august plakater op ved skolerne for at minde bilister om de mange små trafikanter på vejene. 

Derudover har eleverne i Favrskovs 0. klasser fået deres helt egen trafikbog, hvor de kan lære, hvordan man bevæger sig sikkert rundt i trafikken. 

Vinderklassen blev fundet i Hadsten

Alle de 0. klasser, der har løst opgaverne i deres trafikbog, har deltaget i en konkurrence, og for nylig blev der fundet en vinder.

Det blev 0.a på Østervangskolen i Hadsten. Klassen modtog en præmie på 1.000 kr. til klassekassen, og alle elever fik et flot diplom. Præmien blev overrakt af Annette Brok Jensen, der er projektleder for trafiksikkerhed i Favrskov Kommune. 

Forældre kan gøre en stor forskel

Kampagnen ”Børn på vej”, som er et samarbejde mellem kommunerne og Rådet for Sikker Trafik, har fokus på, at børn i alle aldre skal lære at færdes sikkert i trafikken. Udover at skolerne underviser eleverne i færdsel og reglerne i trafikken, så opfordres forældre også til at komme ud i trafikken og træne trafik med deres børn. 

– Skolerne kan varetage en del af trafikundervisningen, men forældrene er de helt afgørende rollemodeller og læremestre i trafikken. Som forælder kan man også bedre fornemme, hvor meget ens barn kan overskue, og hvor man skal sætte ind med mere træning, siger Rosa Nissen, der er specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik, i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.

For at hjælpe forældrene tilbyder Rådet for Sikker Trafik alle forældre et gratis nyhedsbrev, hvor de 3-4 gange om året får gode råd og øvelser, som de kan lave sammen med deres børn. Man kan læse mere og tilmelde sig nyhedsbrevet på sikkertrafik.dk/mitbarn

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler