19. januar 2025

725.000 kr. uddelt til 12 landsbyer i Favrskov 

På årets sidste møde i Landsbyrådet skulle man uddele de sidste midler man havde til rådighed for året, og der var indkommet intet mindre end 13 ansøgninger til mødet, fra 12 forskellige landsbyer. 

Det var alt fra energioptimerende løsninger i forsamlingshuse, til større renovationer af forsamlingshuse, som Landsbyrådets 44 medlemmer (3 politisk udpeget fra byrådet og 41 repræsentanter fra 41 landsbyer i kommunen), skulle finde enighed om hvordan skulle prioriteres. 

”Noget af de flotte ved Landsbyrådet er, at vi tager dialogen på tværs af landsbyer og at det er helt almindelige borgere som er med til at tage beslutninger. De er naturligvis valgt af deres landsby, men vi kommer vel næppe nærmere nærdemokrati end Landsbyrådets konstruktion”, fortæller formand for Landsbyrådet Simon Buus Olsen i en pressemeddelelse.

Efter 3 minutters pitch fra hver af ansøgerne, så endte de 725.000 kr. med at blive delt ud efter en længere dialog på tværs af medlemmerne, så alle 12 landsbyer fik nogle midler med hjem til sit videre arbejde, med de projekter man havde gang i. 

Foruden midler fra landsbyrådet, så formår landsbyerne rundt i kommunen også at finde ekstern finansiering til deres projekter som udvikler landsbyerne. 

”Tidligere i år kom en opgørelse frem om at mens landsbyrådet på lidt over et år havde uddelt 1,5 million kroner til projekter, og vi ofte er den ”første” man søger for at åbne for andre fonde, så er der kommet omkring 8 millioner fra andre puljer, fonde eller lignende. 
Det er imponerende og er virkelig med til at skabe en stor udvikling rundt i landsbyerne, skabt af ildsjælene derude, som vil gøre en indsats for at få udviklingen. Vi kan gøre meget som kommune og byråd, men vi er også afhængig af at folk tager ansvar ude i lokalsamfundene, og det gør man virkelig rigtig mange steder. De 8 millioner kroner, er jo ikke nødvendigvis nogen vi som kommune ellers kunne have fundet til at bidrage til udviklingen, så det er vigtige midler man finder derude til at bidrage til udviklingen”, fortæller Simon Buus Olsen. 

Foruden de 725.000 kr. så havde man på mødet andre punkter på dagsordenen, som f.eks. en evaluering af de temaer man havde arbejdet med i 2024, og udvælgelse af temaer for 2025.
 
”Vi har i 2024 haft et fokus på at skabe lokale udviklingsplaner ude i landsbyerne, omkring ”alt det vi kan gøre sammen”, og så har vi haft fokus omkring forskønnelse omkring regnvandsbassiner og omkring skovrejsning ved landsbyer, som nok bliver et større tema fremover med henblik på den nylige aftale omkring den grønne trepart, hvor der skal rejses enormt meget skov rundt i hele kommunen”, fortæller Simon og fortsætter:
 
”For 2025 har vi sat temaer op omkring en procesudviklingsplan for større og mindre projekter i landsbyerne og forsamlingshusene. Hvis vi skal have de frivillige ude i landsbyerne til at gøre en indsats, skal vi også gøre det nemmere for dem. Så en drejebog for et projekt fra start til slut, vil kunne hjælpe endnu flere i den svære proces det også kan være. 
Herudover vil vi gerne promovere Landsbyrådet mere rundt i kommunen, så borgerne ved hvad vi er, og at vi altså har 1,6 millioner kroner i runde tal om året og dele ud af til udvikling ude i landsbyerne”, slutter Simon af. 

Landsbyrådet består af 44 medlemmer, hvoraf 3 er politisk udpeget fra byrådet og 41 repræsentere en landsby i kommunen. 
Landsbyrådet er organiseret som et §17 stk. 4 udvalg, hvor man ligger ind under Plan- & Landdistriktsudvalget. 
Årligt arbejder man med et budget på omkring 1,6 millioner kroner, som man uddeler til projekter og forsamlingshuse rundt i de 41 landsbyer i kommunen. 

På årets sidste møde der blev afviklet i Vitten blev der givet støtte til projekter i Vissing, Vitten, Lading, Houlbjerg, Galten, Skjoldelev, Anbæk, Selling, Bøstrup, Granslev, Vellev og Vejerslev. 

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler