Efter sidste års udsolgte succes, gentager Hadsten Kultur- & Idrætscenter julemagien, når Årets Julefrokost i Hadsten 2025 løber af stablen lørdag den 22. november.
Igen i år er det dansevenlige Kandis og festglade DJ Finn, der står i spidsen for underholdningen. MadXpressen leverer årets julefrokost menu og arrangørerne forventer fuldt hus i den pyntede hal.
“Vi havde en fantastisk aften sidste år med over 700 deltagere – og vi har allerede solgt mange billetter i år. Der er stor opbakning fra både virksomheder og private. Det er vi enormt glade for,” fortæller Martin Vernstrøm Svenningsen, der også i år er en del af arbejdsgruppen bag Årets Julefrokost i Hadsten.
Mere plads – og stadig masser af julestemning
Efter evaluering af sidste års afvikling har arrangørerne lavet enkelte justeringer, bl.a. færre borde for at skabe mere luft, større dansegulv til de danseglade gæster og faste bordkort til virksomheder.
“Vi har lyttet til gæsternes feedback og justeret på de områder, hvor vi kunne gøre oplevelsen endnu bedre – uden at miste den hyggelige stemning,” fortæller Martin.
Overskuddet går til foreningslivet
Det er dog ikke kun julehyggen, der er i centrum. Overskuddet fra festen går til det lokale foreningsliv i Hadsten Kultur- & Idrætscenter. Sidste år kunne arbejdsgruppen give mere end 30.000 kr. tilbage til udvikling af foreningslivet.
“Det er en fest, der samler Hadsten – og samtidig gør en konkret forskel for de lokale foreninger. Det er vi stolte af at kunne bidrage til,” lyder det.















