12. november 2025

Christian Degn fik folk ud af stuerne og til vælgermøde i Sundhedscentret

Der var topkamp mellem FCM og AGF og det var koldt og regnede, men med Christian Degn, vært på TV2, som aftenens vært, så var der alligevel fuldt hus til vælgermødet i Sundhedscentret i Hadsten.

Indrømmet, ByensNyts udsendte var tæt på at melde afbud til vælgermødet, som FH Favrskov arrangerede mandag aften, men trods regn og blæsevejr, så kom jeg afsted, og det viste sig at være ganske fint.

FH står for Fagbevægelsens Hovedorganisation, og de repræsenterer godt 1, 3 millioner medlemmer i alverdens fagforeninger, og der havde stablet et ganske fint vælgermøde på benene, hvor Christian Degn var moderator. Om det var ham der gjorde udslaget skal være usagt, men faktum er, at salen i Sundhedscenteret på Hovvej var fyldt med engagerede vælgere.

Der var otte politikere i aftenens panel, Alternativet og Radikale havde meldt afbud, og lidt sjovt, så var der kun to nuværende byrådspolitikere, Thake Fogh Cordt og Isabell Friis Madsen, mens resten stiller op til byrådet for første gang.

Christian Degn styrede slagets gang med humor, men formåede også at holde politikerne til ilden og fastholde dem, hvis de sagde noget, der krævede et opfølgende svar. Vi kom vidt omkring, og for første gang i denne valgkamp var udlændingedebatten også på banen. Det var DF´s unge kandidat, Aston Mott Braham, der blandt andet mente, at der var penge at spare på kommunens budget, hvis man skar i tolkebistand og dansk undervisningen. Ifølge Aston bruger Favrskov godt 102 millioner kroner hvert år på indbyggere med anden etnisk baggrund, og her ser han og DF et stort potentiale i at finde penge til kernevelfærd.

Der var dog ingen af de andre kandidater der fulgte op på disse indspark, og her forsømte Christian Degn måske en mulighed for at få de andre partiers reaktion på Astons udmelding.

Der blev talt meget om effektivisering, noget Liberal Alliance har sparket ind i denne valgkamp, og så blev børn og unges trivsel samt skolegang, kultur og fritid samt grøn omstilling debatteret. Som afslutning spurgte Christian Degn, om der var nogle der var blevet klogere og måske endda var blevet mere sikker på deres kryds, og her var der en del hænder i vejret.

Så det traditionelle vælgermøde kan stadig noget, og efter at have deltaget nu i tre arrangementer i denne valgkamp, så må jeg konstatere, at der er god stemning, masser af god debat og villighed til at ville forandre i Favrskov blandt de opstillede politikere, og det lover godt for de kommende fire år.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler