Demens er som oftes noget de fleste tænker rammer ældre mennesker, men for mennesker med udviklingshandicap kan sygdommen vise sig langt tidligere, og særligt mennesker med Downs syndrom kan begynde at vise tegn på demens allerede fra 30-årsalderen.
Derfor har voksenhandicapområdet i Favrskov Kommune sat arbejdet i system, så man bliver bedre til at opdage de første tegn. Her bliver medarbejderne klædt på til at få øje på små ændringer i borgernes adfærd og funktionsniveau, for jo tidligere forandringerne bliver opdaget, desto tidligere kan man forsøge at finde årsagen og tilpasse hjælpen.
Det arbejde er blevet bemærket uden for kommunegrænsen, og i sidste uge var Favrskov Kommune derfor nomineret til pris af Demensvenligt Danmark, da foreningen i sidste uge havde demenstopmøde i Odense, for arbejdet med opsporing af tidlig demens.
Det blev dog Herning Kommune der løb med prisen, og selvom Line Toft og Marie Louise Svane Boye, der begge er Udviklings- og kvalitetskonsulenter i Favrskov Kommune havde håbet på at vinde prisen, glæder de sig over nomineringen, og det arbejde som Favrskov har sat i gang.
“Det blev Herning der løb med prisen, inden for ældreområdet, hvor vores stak lidt ud, da vi er fra det specialiserede område. Vi syntes selv, at vi havde gode kort på hånden, for at kunne tage hjem med en pris, men det gjorde vi ikke, desværre”, kommer det med et smil fra Marie Louise.
I forhold til andre, så har borgere med udviklingshandicap en markant større risiko for at få demens, faktisk helt op til tre-fire gange større, og hos borgere med downs syndrom ses sygdommen allerede fra de er 30 år.
“Derfor har vi lavet en indsats, så vi kan blive bedre til opspore demens så tidligt som muligt. Det har vi lavet en systematik omkring, blandt andet med udgangspunkt i et observationsskema, som er målrettet denne kategori af borgere”, fortæller Line Toft.
Det betyder, at når folk med downs syndrom fylder 30 år, så går man i gang med at bruge skemaet, mens det for andre med udviklingshandikaps starter når de fylder 40 år. Medarbejderne på bosteder og plejehjem har fået en grundig introduktion til indsatsen, som løbende følges op. Skemaet udfyldes i forbindelse med det årlige sundhedstjek hos lægen, og kan derved være med til at give et mere retvisende billede af borgerens situation. Skemaet står dog på ingen måder alene, fortæller Marie Louise:
“En gang om året udbyder vi en hel dag, hvor medarbejderne får et demenskursus, hvor det handler om det generelle, f.eks, hvad er alzheimers og de andre former for demens, og efterfølgende laver vi en form for tragt, så det bliver mere og mere specialiseret. Det gør vi, for at det målrettes mod vores borgere og hvad det er, vi skal holde øje med”.
Det kan være små ting i hverdagen der ændrer sig, og for dem uden sprog, kan det være lyde eller tegn man skal være opmærksom på, og netop her kan det være ekstra svært at opfange problemet. Det er blandt andet her, skemaet kommer til sin ret, sammenholdt med den daglige kontakt fra personalets side.
Efter et halvt års tid, kaldes medarbejderne så ind igen, hvor det hele genopfriskes, og man kan fortælle, hvordan tingene så opleves ude i “den virkelige verden”.
Tendens til at opdage det for sent
Der er stor fokus på, at folk med udviklingshandikaps har de samme vilkår inden for sundhedsvæsenet, men fordi disse borgere i forvejen har skader på hjernen, så er det ikke altid lige let at opdage demens i tide.
“Når man får en demensdiagnose, så går tingene lidt i stilstand, og så skal vi sørge for at vedligeholde de færdigheder man har, så man ikke taber dem for hurtigt, selvom vi godt ved, at på sigt så taber man dem. Vi har haft en tendens til at opdage demens for sent, og det forsøger vi at gøre noget ved, fordi alle har ret til de samme vilkår inden for sundhedsvæsnet”, siger Marie Louise Svane Boye.
Det er ikke altid muligt at stille diagnosen demens hos folk med udviklingshandikaps, og derfor laver man i samarbejde med ens egen læge en diagnose der læner sig op ad demens, så man har fokus på det efterfølgende.
“Når man skal have stillet diagnosen demens, så gælder de samme retningslinjer for alle, og her løber vi nogen gange ind i problemer. Fordi det er bestemt ikke alle vores borgere, der bryder sig om blodprøver eller en tur i en scanner, uden det bliver med magt, og det gør vi meget nødigt. Det kan også være svært at forstå, hvad der sker og selve turen ind på sygehuset kan være grænseoverskridende”, siger Line og Marie Louise.
For mig handler det om faglig stolthed
Leder for voksenhandikapområdet i Favrskov, Eva Stride, glæder sig naturligvis over, at indsatsen på området med demens har fået opmærksomhed ud over kommunegrænsen, og har kun rosende ord over for kommunens medarbejdere.
For mig handler det rigtig meget om faglig stolthed på hele min organisations vegne, at vi gør det som vi gør, og så er det jo bare ekstra fedt, at der er andre der bemærker det. Vi laver nogle indsatser som har høj faglig kvalitet inden for voksenhandikapområdet, så stolthed er det helt rette ord at bruge i denne sammenhæng”, konstaterer Eva Stride.
I andre kommuner arbejder man tæt sammen med demenskoordinatorerne på plejehjem, men i følge Eva Stride, så er det en anden viden, end den der gælder for udviklingshæmmede.
“Vi har også her i Favrskov en tæt dialog med vores demenskoordinator, men hun sidder med en manglende viden om den udviklingshæmmede hjerne. Så det, at vi har den tilgang, at demens også er en tværfaglig indsats, det tror jeg er lidt unikt for Favrskov. For tre år siden skruede vi markant op for indsatsen på inden for udviklingshæmmede, og det ser vi tydlige resultater af nu, hvilket er noget, vi godt kan tillade os at være stolte af”.
