20. januar 2026

Donation fra Nordea-fonden har løftet undervisningen på DJH

Siden DJH i 2023 modtog støtte fra Nordea-fonden, har skolen i samarbejde med UniPoint A/S installeret en bred vifte af moderne og bæredygtige armaturer og udviklet nye undervisningsmaterialer inden for sikkerhedsbelysning og tale- varslingsanlæg. Nu er udviklingsarbejdet ved vejs ende, og underviserne gør status.

Ifølge underviser Claus Hinge har investeringen ikke blot givet eleverne bedre og praksisnære rammer. Den har ændret måden, eleverne lærer på. Underviseren understreger, at formålet med skolens moduler ikke er, at eleverne skal lære at skrue fire skruer i diverse udstyr. Det handler om noget langt vigtigere.

“Eleverne skal lære, hvordan udstyret bruges bedst muligt. Den forståelse, det giver at arbejde aktivt med udstyret frem for bare at skrue op, kan slet ikke sammenlignes,” siger han i en pressemeddelse fra Den Jyske Håndværkerskole.

Mere tid til læring – og til forskellighed

Det nye udstyr er på bæredygtig vis monteret på plader. Dermed kan eleverne nu installere fire enheder på en time. Det giver dem mulighed for at gå i dybden i udstyrets muligheder i deres eget tempo og fordybe sig i teknikken.

“Vi oplever, at nogle elever kun skal bruge 30 sekunder på at forstå og se logikken i udstyret, mens andre skal bruge en halv time. Den hurtige kan jeg give ekstra opgaver og udfordre på hans niveau. Det kan jeg, fordi vi har et så bredt udvalg af udstyr,” forklarer Claus Hinge, der siger, at det store udvalg af udstyr betyder, at elever på svendeprøveforløbet også kan låne udstyr, selv om tilsvarende udstyr er i brug på et modulforløb.

Det betyder, at undervisningen i højere grad kan tilpasses den enkelte elevs behov og læringsstil. Samtidig skaber det ekstra udstyr en kultur, hvor eleverne i højere grad hjælper hinanden.

Praktikere skal lære gennem praksis

For Claus Hinge er der ingen tvivl om, at udstyret gør en reel forskel for elevernes faglige udvikling.

“For mig er det alfa og omega, at eleverne ikke blot får en teoretisk undervisning. Det er praktikere, vi har med at gøre, og de har krav på at få så mange små øjeblikkes praktisk erfaring, som de kan tage med ud i deres virksomheder,” siger han.

Med støtten fra Nordea-fonden og samarbejdet med UniPoint A/S har DJH fået mulighed for at skabe et mere virkelighedsnært læringsmiljø, hvor eleverne kan øve sig, fejle, prøve igen, og blive klar til de krav, der møder dem i branchen.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler