12. november 2025

Familiemessen blev godt modtaget i Voldum

Normalt har Familiemessen holdt til i Hadsten Hallerne, men efter sidste års aflysning, og ingen udsigt til en messe i år, tog Per Rasmussen sagen i egen hånd, og havde i går premiere på Familiemessen i Voldum Hallen.

Det var i sin tid Per Rasmussen der startede Familiemessen i Hadsten, som sidenhen blandt andet er blevet drevet af Simon Buus Olsen. Sidste år blev messen aflyst i sidste øjeblik, og i år var der ikke udsigt til nogen messe i Hadsten.

Derfor tog Per Rasmussen kontakt til Voldumegnens Friskole for at høre, om de ville være medarrangør på messen, som så skulle afholdes i Voldum Hallen. Det ville skolen gerne, og med hjælp fra blandt andre Lis Bilde, ejer af Gardin Lis, har man det seneste stykke tid arbejdet med, at få Familiemessen op at stå.

Vanen tro var datoen sidste søndag i oktober, og det var lykkedes arrangørerne at fylde hallen helt op med udstillere, og der var såmænd også ti udstillere udenfor, så samlet set var der mere end 60 forskellige virksomheder. Der var stor variation, og bortset fra de politiske partier, så var der kun én virksomhed fra samme kategori, hvilket gav en god alsidighed for gæsterne.

“Jeg er godt tilfreds med den messe vi har få stablet på benene, og selvom det har været hårdt arbejde, så har det som altid også været sjovt. Voldumegnens Friskole har lagt en masse kræfter i det, og uden dem, var vi aldrig nået i mål. Jeg er glad for, at vi har fået skabt en messe, hvor alsidigheden er så stor som den er, og jeg føler helt klart, at der er basis for at lave en messe igen næste år”, lyder det fra Per Rasmussen, da ByensNyt kiggede forbi.

Der bor markant færre i Voldum end i Hadsten, så et af de store spørgsmål var derfor også, hvor mange besøgende man kunne få igennem på de seks timer, som messen varede.

“Der var 1400 besøgende, hvilket er lidt færre end jeg havde håbet på, men omvendt så er det første gang vi afholder messen i Voldum, og jeg synes at 1400 gæster samlet set er godkendt. Nu er vi i gang, og så må vi se, om der er opbakning til en messe næste år, hvor vi så kan lægge yderligere på”, konstaterer Per.

Familiemessen i Hadsten har tidligere trukket mellem 2000-3000 gæster, så med Voldums størrelse in mente, så er 1400 gæster det første år vel egentlig ganske flot.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler