De sidste eksamener blev afsluttet i onsdags, og fredag var der så overrækkelse af eksamensbeviser til hele 251 studenter der afsluttede 3. G på Favrskov Gymnasium.
Efter en lang eksamensperiode, kunne de nyslåede studenter endelige se de fysiske bevis, ud over deres hue naturligvis, på tre års skolegang, da de fik overrakt deres eksamensbevis i fredags ved den traditionelle dimission på Favrskov Gymnasium.
Dagen forinden var der meget tragisk afgået en elev fra 1. G ved døden efter en færdselsulykke, og det blev fra starten af eftermiddagens program markeret med en kort tale og et minuts stående stilhed, inden man fortsatte med resten af programmet.

De to musikklasser på gymnasiet gav prøver på deres kunnen, der blev uddelt to legater samt afholdt tale ved en elev samt rektor for Favrskov Gymnasium, Morten Skythe Caspersen, inden alle ansatte afsluttede en fin eftermiddag med et nummer dedikeret til de nyudklækkede studenter.

Herefter blev der taget billeder til den store guldmedalje foran gymnasiet og det hele blev afsluttet med en uformel reception i skolens kantine, inden folk stille og roligt drog ud i den lune sommeraften. Nu venter så en masse studentergilder og studenterkørsel, og herfra ByensNyt vil vi ønske alle studenter et stort tillykke med eksamen og håber I får en festlig sommer.

