På bare fem år har menighedsrådene i Favrskov Provsti leveret et markant grønt resultat: Provstiet er nu halvvejs mod målet om at reducere CO₂-udledningen med 70 procent frem mod 2030.
Det imponerende midtvejsresultat er først og fremmest skabt gennem menighedsrådenes konkrete handlinger og vedholdende indsats, hvor klimaambitioner er omsat til praktiske løsninger.
“Resultatet bekræfter, at menighedsrådenes målrettede arbejde virker, og at de lokale initiativer giver konkrete klimamæssige effekter,” siger Frank Iversen, formand for provstiudvalget i Favrskov Provsti i en pressemeddelelse.
Menighedsrådene i front for klimaforbedringer
Succesen med CO₂-reduktion er resultatet af et tæt samspil mellem Favrskov Provsti og de 15 menighedsråd. Gennem lokale beslutninger om fx energioptimering af Ødum præstegård og investeringer i eldrevne maskiner bl.a. på Hadsten kirkegårde er der opnået tydelige og målbare resultater.
På Thorsø kirkegård har et nyt komposteringsanlæg allerede overgået forventningerne og producerer nu så meget kompost, at overskuddet i 2026 kan deles med lokalsamfundet.
Grøn kirkegårdsdrift giver gevinst
På kirkegårdene har menighedsrådene omlagt driften med en række bæredygtige tiltag. Bl.a. minimering af det grønne affald, ikke mindst via kampagnen for komposterbare buketter og kranse. I dag genanvendes det grønne haveaffald i stor stil som bunddække, i kvashegn og til kompostering.
Samtidig har gravernes dygtige brug af kirkegårdenes egne planter til kirkernes udsmykning reduceret CO₂-udledningen fra blomster og buketter med hele 60%.
Fælles ejerskab om fremtidens klimaindsats
Midtvejsresultatet er menighedsrådenes fortjeneste, for det er de lokale projekter og beslutninger, der skaber de målbare resultater.
CO₂-kortlægningen er gennemført af EnergiTjenesten i december 2025 på baggrund i Erhvervsstyrelsens onlinedatabase ”Klimakompasset”. Opgørelsen gentages i 2029 for at følge effekten af de langsigtede investeringer.















