Nyt samarbejde skal få flere ladestandere op ved virksomhederne i Favrskov Kommune og dermed være med til at gøre det mere attraktivt at køre elbil i Favrskov.
Favrskov er en udpræget pendlerkommune, hvor omkring otte ud af ti ansatte i virksomhederne har mere end 10 km på arbejde. Det betyder, at mange tager bilen, og derfor er der et stort potentiale i at gøre det mere attraktivt at køre elbil, skriver Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.
Favrskov Kommune har af den grund valgt at indgå et samarbejde med virksomheden ParkPrivate, der dels skal undersøge de lokale virksomheders interesse for opsætning af ladestandere og dels skal understøtte et fælles udbud, så interesserede virksomheder få en attraktiv pris på opsætningen af ladestanderne.
I aftalen om et fælles udbud er der indbygget en præmis om, at de ladestandere, der sættes op hos virksomhederne, skal være offentligt tilgængelige enten hele dagen eller uden for normal arbejdstid. Det nye samarbejde understøtter dermed ikke kun omstillingen af virksomhedernes bilflåder og medarbejdernes private biler, men styrker også den generelle ladeinfrastruktur i kommunen.
Det nye samarbejde er én af en lang række klimaindsatser, som Favrskov Kommune arbejder med i forlængelse af vedtagelsen af Klimaplan 2050. Målet med klimaplanen er at gøre kommunen CO2-neutral i 2050.