Forfatterbesøg, bogindkøb og leg med bogstaver skal vække læseglæden hos børn i Favrskov. Bibliotekerne samarbejder tæt med skoler og dagtilbud, og på et år er antallet af skoleelever, de har kontakt med, steget fra 4.153 til 5.801.
På Favrskov Bibliotekerne er børns lyst til at læse et centralt indsatsområde. Det handler dog ikke om resultaterne i PISA-undersøgelserne, understreger afdelingsleder Eva Svejvig i en pressemeddelelse fra Favrskov Bibliotekerne:
”Vi arbejder med børns lyst til at læse, fordi meget tyder på, at det har betydning for hvor mange bøger de får læst i deres barndom og ungdom. Vores indsatsområde nr. 1 er læseglæde hos børn, unge og voksne.”
Mette Harbo Mogensen, tovholder på skoleområdet, supplerer:
”Undersøgelser viser, at den generelle evne og lyst til læring styrkes ved lystlæsning, og vi faciliterer netop menneskers møde med både skøn- og faglitteratur i alle aldre.”
Forfattermøder og medbestemmelse
I skoleåret 2024-25 havde bibliotekerne kontakt med 4.153 skoleelever. Året efter var tallet 5.801. Samarbejdet koordineres med kommunens pædagogiske konsulent på skoleområdet og læsekonsulenten, så tilbuddene kan tilpasses skolernes behov.
Et af tilbuddene er forfattermøder for 4. årgang. Eleverne besøger det lokale bibliotek, deltager i aktiviteter og får en bog med hjem, som de må beholde. Bagefter viser udlånstallene en markant stigning i efterspørgslen på bøger af årets forfatter.
I forløbet ’Bogspiseren’ mødes tilmeldte 5. klasser med en bibliotekar flere gange om året. Forløbet afsluttes med, at klasserne får penge til at købe bøger, de selv vælger, til skolens bibliotek.
Bibliotekerne og skolerne samarbejder også om arrangementer for børn og forældre i den nationale ordblindeuge i uge 40. Desuden besøger en bibliotekar skolerne med bogpræsentationer med fokus på lette, gode bøger.
Læseglæde begynder før skolestart
Også de yngste børn er omfattet af indsatsen. Dagplejens legestuer har netop modtaget ’Minisjangs kæmpestore sprogkasser’, mens børnehaverne kan få bogkasser og sprogpakker.
Bibliotekerne har desuden bidraget til en fælles bogkanon for kommunens dagtilbud. Den skal give børnene adgang til gode bøger og fælles kendskab til fortællinger og figurer, som skolerne kan bygge videre på.
En gang om året inviteres de ældste børnehavebørn til ABC-værksted på bibliotekerne, hvor de leger, hopper, tegner og maler sig ind i alfabetet.
”Læsekrisen kan ikke løses i siloer. Vi er nødt til at samarbejde på tværs af afdelinger og institutioner, og det er noget af det vi er lykkedes rigtig godt med i Favrskov”, slutter Eva Svejvig af.
Fordybelse uden præstationskrav
Fælles for tilbuddene er, at børnene møder litteraturen i andre rammer end i undervisningen. Det er en vigtig del af bibliotekernes rolle, forklarer Mette Harbo Mogensen:
”Vi kan komme på besøg i institutionerne eller på skolerne, og børnene og eleverne kan også komme til os. Biblioteket præsenteres for kommunens børn som et fordybelsesrum, hvor der er plads til koncentration og på nogle måder også som et kravfrit rum. Det betyder ikke, at vi ikke har forventninger til børnene, og sætter klare rammer, men ingen skal præstere, når de er sammen med os, og det kan forhåbentlig være med til at fremme læselysten og dermed understøtte børnenes læsning, siger Mette Harbo Mogensen.























