4. juni 2026

Grundlovsarrangementer i Hadsten

På fredag er det Grundlovsdag, og det fejres flere steder i Hadsten med arrangementer, blandt andet på Hadsten Højskole og Kollerup Gods.

Hadsten Højskole har en lang tradition med grundlovsarrangementer, og i år er naturligvis ingen undtagelse. Det starter klokken 14 og bliver en eftermiddag med fællessang, højskolestemning og grundlovstale. I år holdes talen af nu tidligere biskop Henrik Wigh-Poulsen, der netop er blevet afløst af Esben Thusgård, der blev indsat som biskop i søndags.

Der vil også være musikalske indslag fra højskolens elever og fællessang fra Højskolesangbogen. Der tændes op i højskolens store grill, hvorfra man kan købe pølser og brød, og der vil også blive solgt øl og sodavand. Hadsten Højskole sørger for gratis kaffe og te.

En rask gåtur fra højskolen finder vi dagens andet arrangement, nemlig på Kollerup Gods. Her har Det Konservative Folkeparti gennem flere år afholdt deres grundlovsmøde, som i år starter klokken 13. Der er dog mulighed for at købe grillede pølser og drikkevarer allerede fra klokken 12.

Der er hele to grundlovstaler på Kollerup, først ved Charlotte Green, der tidligere på året blev valgt til Folketinget og som sidder i byrådet for Det Konservative Folkeparti i Favrskov. Inden dagens anden taler går på, er der musikalsk underholdning og fællessang med operasangerne Jesper og Hans-Christian Brun-Jensen, der også optrådte sidste år med stor succes.

Til slut kommer dagens anden grundlovstale, denne gang fra Niels Christian Selchau-Mark, der udover at være byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Favrskov, også er dagens vært i kraft af sit ejerskab af Kollerup Gods.

Sidste år blev grundlovsarrangementet lidt af et tilløbsstykke, så vil man være sikker på en god plads, så skal man kone i god tid.

Der var fyldt godt op på Kollerup Gods sidste år, da der traditionen tro blev afholdt Grundlovsmøde
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler