Der var rundstykker, balloner og popcorn til kunderne, da ByensNyt i dag besøgte det nu 125 gamle apotek.
Oliver på lidt over 2 år var kommet med sin mor Katrine i byen og de besluttede sig for at snuppe et rundstykke med på vejen. “Vi havde slet ikke set, at apoteket havde fødselsdag, så det er helt tilfældigt, at vi kom i dag, men det er da bare mega-hyggeligt” siger Katrine, mens Oliver ser ud til at nyde ryndstykket.

“Der har allerede været godt med kunder siden vi åbnede” fortæller Hadsten Apoteks butiksansvarlige farmakonom Louise Olesen med en håndfuld balloner i hånden. Det bekræftes da også af, at ByensNyts udsendte stødte på flere balloner spændt fast til klapvogne og i hænderne på børnene i bybilledet på vejen til apoteket.
Selv om Hadsten Apotek fylder hele 125 år er det bestemt ikke sådan, at alderen trykker.
Siden apoteker Lars Persson overtog apoteket i 2004 har man været på forkant både kommercielt og teknologisk. Allerede et par år efter overtagelsen installerede Lars Persson robotteknologi både på apoteket i Hinnerup og i Hadsten og i 2011 stiftede han webapoteket.dk som siden er blevet landets førende online-apotek.
Som Lars Persson tidligere har udtrykt det, “så handler det om at give kunderne nogle muligheder”.
I dag har man så mulighed for at kigge ned på apoteket i Sundhedshuset og i eftermiddag vil man endvidere kunne få sig en kop kaffe og et stykke kage, mens der fortsat er balloner og popcorn til børnene.
