12. november 2025

Hadsten Handel inviterer til vælgermøde i Sløjfen

Valgkampen frem mod kommunalvalget den 18. november er i fuld gang, og på lørdag d. 1. november sætter Hadsten Handel fokus på Hadsten og dens udvikling, når de afholder vælgermøde i Sløjfen.

Hadsten Handel har inviteret samtlige spidskandidater til et formiddags-vælgermøde i Skafferiet, Sløjfens café, som starter klokken 11 og varer frem til klokken 13. Her vil man få mulighed for at møde samtlige borgmesterkandidater og spidskandidater, og selvfølgelig er borgmester Lars Storgaard også i debatpanelet.

Efter en kort præsentation af de enkelte kandidater, skal der debatteres forskellige emner, blandt andet byudvikling i Hadsten og fastholdelse af butikslivet i midtbyen, men der skal også tales om ny genbrugsplads, solceller og styrkelse af samarbejdet mellem de største byer i Favrskov.

“Det er første gang vi laver et vælgermøde, så vi er selvfølgelig spændte på om det har interesse blandt vores kunder, men vi føler det giver god mening at vi som byens handelstandsforening også deltager i at skabe liv omkring et kommunalvalg. Ud over vælgermødet, så er der mulighed for at møde flere af de politiske partier i og omkring Søndergade lørdag formiddag, hvor flere af dem stiller op med en stand”, lyder det fra Hadsten Handel.

Der er mulighed for at købe let forplejning før mødet og midtvejs, hvor der bliver en kort pause. Vælgermødet foregår i Skafferiet fra klokken 11-13 d. 1. november.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler