Den 15. december inviterer Rotary Hadsten til julekoncert i Sct. Pauls Kirke, og på plakaten er sopran Helle Gössler, Kirstine Elise Pedersen på cello samt Irene Hasager på klaver.
Det er efterhånden ved at være en tradition, at Rotary Hadsten arrangerer julekoncert, og de seneste to år har Trine Gadeberg, først i Haldum Kirke og sidste år i Sct. Pauls Kirke, sunget julen ind.
I år har man valgt at prøve noget nyt, og her har man fået en aftale med sopran Helle Gössler, hvis navn måske ringer en klokke hos lokale Hadsten-borgere, også uden interesse for opera. Helle er nemlig født og opvokset i Lyngå, og har derfor haft sin gang i Hadsten, indtil musikkonservatoriet lokkede hende væk fra byen. Efterfølgende har hun modtaget den prestigefyldte Léonie Sonnings Talentpris i 2020, mens hun de seneste to år har åbnet Copenhagen Operafestival.
Nu er hun tilbage i Hadsten, og skal for første gang optræde i Sct. Pauls Kirke, hvilket hun ser meget frem til.
”Det er første gang jeg skal optræde i Sct. Pauls Kirke, så det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg synes det er en meget smuk kirke med en god akustik, og med de to musikere jeg har med, så kan det nærmest kun blive en god oplevelse. Det er altid specielt at optræde, hvor man er opvokset, og så glæder jeg mig til gensynet med både byen og gamle venner og bekendte denne aften”, fortæller Helle Gössler til ByensNyt.
Som tidligere nævnt, så kommer Helle ikke alene. Hun tager to dygtige musikere med, Kirstine Elise Pedersen på cello og Irene Hasager på klaver, og ifølge Helle, så glæder de sig mindst lige så meget til koncerten som hende selv.
”Irene og Kirstine er gode samarbejdspartnere og venner, og jeg er simpelthen så glad for, at det er lige netop de to, som jeg skal give julekoncert sammen med. Vi har optrådt sammen mange gange før, og de er helt klart mine favoritter at arbejde sammen med. Vi har udvalgt et program som vi kommer til at kæle rigtig meget for, og som vi synes er fedt og, hvor der er noget i det for os alle tre”.

Koncertens repetoire kommer til at spænde bredt, og går lige fra Puccinis ”La Boheme” til Händels ”Messias” og over i ”Oh holy night” og danske Carl Nielsen samt meget andet. Der bliver også en enkelt fællessang undervejs, så der er lagt op til et meget varieret program, hvilket får Helle til at konstatere:
”Jeg er sikker på at det bliver en skøn koncert, hvor jeg undervejs kommer til at fortælle om de enkelte sange og hvorfor de er valgt, fordi jeg synes det er vigtigt og rart at komme i øjenhøjde med dem, jeg synger for. Der bliver flere sange som alle kender, og det bliver i den lettere genre inden for opera, så selv hvis man normalt ikke er til opera, så synes jeg man skal komme, fordi det bliver en virkelig fin koncert i gode omgivelser”.
Helle Gössler er freelance operasanger og kan snart opleves i Aarhus Domkirke, hvor hun skal optræde som sopransolist Händels Messias og optræder jævnligt med Operettekompagniet, hvor hun lige nu turnerer med operaen La Rondine som indehaver af hovedpartiet. Og så kan hun altså opleves i Hadsten den 15. december i Sct. Pauls Kirke.
Koncerten er kommet i stand, takket være Tommy Risgaard, der ud over at være medejer af danbolig Hadsten, også er medlem af Rotary Hadsten. Han er både glad og stolt over, at det er lykkedes at lokke Helle Gössler til Hadsten, og ser frem til en god julekoncert, forhåbentlig for en fyldt Sct. Pauls Kirke.
”Det er første gang jeg arrangerer en julekoncert, så jeg er da i den grad spændt på, hvordan den bliver taget imod. Jeg kender Helle gennem nogle fælles venner, og derfor var det oplagt at spørge hende, om hun kunne have lyst til at give koncert i Hadsten, og det havde hun jo heldigvis. Det kunne være fantastisk, hvis vi kunne fylde kirken, da et eventuelt overskud går til et godt formål i lokalområdet, som er en del af Rotarys opdrag som forening”, fortæller Tommy Risgaard.
























