Der blev lukket godt op for gospeltonerne da 25 sangere fra HØST Gospelkor søndag sang sommeren ind til en velbesøgt koncert i Ødum Kirke, hvor ogå ByensNyt var på pletten.
Med den altid veloplagte og karismatiske korleder og dirigent Maria Norby Gjødsbøl i spidsen gav koret et bredt udsnit af deres repertoire og startede blidt ud med noget soft flerstemmig gospelsang og løftede det undervejs til mere rytmiske numre, hvor der kom god kraft på vokalerne.
Maria Norby Gjødsbøl formår at skabe god variation i både stemmekraft og toner og koret demonstrerede, flotte flerstemmige harmonier godt akkompagneret af pianist Kristian Svenningsen. Tre af korets medlemmer havde mod og stemmepragt til at give et par flotte solopartier. Ind imellem viste korleder Maria også prøver på sin egen kunnen, når hun med masser af sjæl fraserede ind over korets toner og lod sin imponerende stemmepragt fylde kirkerummet.
Publikum lod sig hurtigt rive med, da Maria vendte sig om og bad os om at synge med. Vi lærte hurtigt de strofer vi skulle synge og snart var der gang gospelsangen i hele kirken. En herlig og livsglad time i en næsten fuld kirke med et kor, der bare bliver bedre og bedre og en uhyre smittende og engageret korleder.
Man forstår godt, hvorfor korets medlemmer bare nyder at komme sted til korprøverne hver tirsdag aften.