29. marts 2024

Julemanden indtog Hadsten og tændte byens juletræ

Nogen vil måske sige, at det er lidt tidligt på året, at det store juletræ i Hadsten bliver tændt, men at dømme ud fra opbakningen fra børnefamilierne, så kunne det godt se ud til, at den tidlige dato passer ganske godt ind. Der var i hvert fald særdeles godt fyldt op med børn og voksne på Gadebergs Plads foran Sundhedshuset.

Til en start var mange startet ud på Sunds Plads ved Sløjfen, hvor julemanden ankom, ikke i en kane, men en brandbil fra Hadsten Brandvæsen, til stor begejstring for de mange børn. Herefter gik man i samlet flok op gennem Søndergade, hvor butikkerne havde åbent og har det frem til klokken 14, inden man gik under jernbanen og op til det store juletræ.

Julemanden hilser på de mange børn

Her var Birgit Liin, viceborgmester fra Venstre, stand-in for borgmester Lars Storgaard, der havde meldt afbud, og hun holdt en kort tale, inden julemanden blev sendt til tops i juletræet med hjælp fra stigevognen fra Hadsten Brandvæsen. Så blev der talt ned fra ti, og så kom der lys i juletræet, om end det var lidt svært at se i det flotte solskinsvejr.

Herefter var der mulighed for at få taget billeder sammen med julemanden, inden man nåede frem til slikposerne der blev delt ud til børnene. For dem der stadig havde mere energi, kunne man gå ned i Søndergade, hvor Futte, Hadsten eget tog, kørte ture i midtbyen, mens mange også gik på udkig efter mulige julegaver i byens mange butikker.

Det er Hadsten Handel der arrangerer juletræstændingen, og stor ros for et godt arrangement, der satte liv i Hadsten på en søndag i november.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler