På lørdag er der KVAS Festival i Kulturhus Sløjfen, hvor unge for andet år i streg arrangerer musikfest for unge og andre der bare godt kan lide god musik og fest.
Sidste år var der premiere på KVAS, og på trods af forholdsvis kort tid til at arrangere, så blev det en markant succes med mange publikummer og solide bands på plakaten. Blandt andet var det mest hypede band lige nu, Aphaca, på scenen, og hvem ved, om næste store hit er at finde på plakaten på lørdag.
I hvert fald ser line-up særdeles interessant ud, med en god blanding af nye bands og mere etablerede bands. Til dette års festival har man også haft væsentligt mere tid til at planlægge, og så har man haft en styregruppe på godt 15 personer, der hver har haft deres fokuspunkter. Noget som gerne skulle være med til, at give publikum en endnu federe oplevelse på lørdag.
Eik Madsen og Alberte Strathe er begge med i styregruppen til KVAS, og dem satte ByensNyt stævne forleden dag, for at høre nærmere om, hvordan det har været, at arrangere en festival. Eik var med som frivillig på selve dagen sidste år, mens Alberte var publikum på festivalen.
“Vi begyndte for alvor at samle trådene i januar, og så har vi arbejdet intensivt siden marts med ansøgning af fonde, brainstorming, pressearbejde samt finde de bands der skal optræde på lørdag. Vi har været delt ind i forskellige grupper, der har haft hver deres ansvar, og så har vi mødtes jævnligt i styregruppen, så vi har fået status på, hvor langt vi var”, fortæller Eik og Alberte, der har oplevet processen med at arrangere festivalen som meget tryg og inspirerende.

“Vi har været ude til andre festivaler for at få inspiration og samtidig blive rystet sammen som gruppe, hvilket har været rigtig godt. Derudover har det været enormt trygt at være en del af styregruppen, hvor vi har fået lov til at prøve forskellige ting af, og hele tiden haft følelsen af, at skulle noget glippe, så stod andre klar til at gribe en. Hvis der er noget man ikke har prøvet før, så har folk været gode til at bakke op og opmuntre en til at kaste sig ud i det, og det har været rigtig fedt”.
Konceptet fra sidste års festival er det samme, men Eik og Alberte håber selvfølgelig, at publikum kan mærke, at man i år har lidt mere erfaring med at lave festival samtidig med, at der har været væsentlig flere kræfter i spil. Så publikum får, præcis som sidste år, mulighed for at høre up-coming bands, hvor flere er på vej mod et egentlig gennembrud på den musikalske scene.
“Vi har prioriteret at have mere tid mellem hver koncert, så vi har faktisk et band mindre i år i forhold til sidste år. Det blev lidt for presset sidste år, så det forsøger vi at gøre noget ved i år, hvor festivalen også varer en time mere. Folk skal have tid til at mingle med hinanden og slappe af, inden næste koncert, så man ikke kører træt for hurtigt. Vi har også fokus på, at der bliver områder, hvor man kan sidde og slappe af, og måske tage et brætspil og på den måde lære hinanden at kende”, fortæller Eik og bliver suppleret af Alberte:
“KVAS handler også om fællesskab, så selvom at det er musikken der er i fokus, så skal der også være plads til snak og hygge”.

Kryd og Downtown July er årets hovednavne
Mens Aphaca var et af sidste års hovednavne, så er det Kryd og Downtown July der i år fremhæves, hvoraf sidstnævnte band lige har vundet Karrierekanonen på P3. En pris som blandt andet The Minds of 99, Magtens Korridorer og Katinka tidligere har vundet.
“Vi synes selv at vi har været ret heldige med de to bands, og det er to bands som mange kender i forvejen og bliver spillet i radioen med flere hits til følge. Om de bliver lige så store som Aphaca er svært at sige, men vi er i hvert fald ret sikre på, at de nok skal lave en fest på lørdag”.
Herudover kommer der flere lidt mere ukendte bands, blandt andet UB fra Favrskov samt flere fra Aarhus. Disse bands er udvalgt nøje efter at hvert enkelt band har indsendt smagsprøver på deres kunnen. Hele 35 bands ansøgte, og herefter gik styregruppen så i gang med den hårde udvælgelse, så man til sidst havde det endelige line-up.
“Der var hård konkurrence om pladserne, og det var ret overvældende, at så mange gerne ville være med. Kvaliteten var virkelig høj, og de bands vi har udvalgt går, i den grad op i det og er ofte ude at spille, så selvom de ikke er kendte, så er de scenevante og vil sikkert give publikum en god oplevelse”.
KVAS Festival er på lørdag med start klokken 15, hvor UB går på scenen og sluttes af med Downtown July, der går på klokken 23. KVAS har fået støtte af Favrskov Kommune, Nordea Fonden samt ELRO-dage. Det koster blot 75 kroner i entre, mens der også er god og SU venlig forplejning undervejs, blandt andet en omgang chili sin carne til 65 kroner.
Billetter og meget mere kan findes på KVAS Festivalens hjemmeside, og billetter kan også købes i indgangen.















