Navnebrødrene Lars, henholdsvis Storgaard og Simonsen til efternavn, åbnede i går aftes årets Lilleå Marked i forbindelse med det store bankospil i Festteltet, som traditionen tro er første arrangement i festlighederne.
Der var som altid godt fyldt op med forventningsfulde bankospillere i det store festtelt, da borgmester Lars Storgaard gik på scenen 18.15, for at holde sin åbningtale til dette års Lilleå Marked. Præmierne til bankospillet var som altid doneret af lokale virksomheder, hvilket fik Lars Simonsen, præsident for Lions Club Hadsten, til at komme med opfordringen til bankospillerne om, at huske at bakke op lokalt i forhold til indkøb. Der ud over sikrer økonomiske sponsorater, at man som gæst på markedet ikke skal betale entre, i modsætning til mange andre markeder
At bankospillerne hellere vil i gang med spillet end at høre på taler er vist ingen hemmelighed, hvilket Lars Storgaard da også godt var klar over. I hvertfald lød åbning på talen sådan her:
“Kære alle sammen. Jeg er nødt til at gøre det kort, for der er jo bankospil om et øjeblik! Men jeg kan lige nå at byde jer velkommen til årets udgave af Lilleåmarkedet her i Hadsten”.
Det er Lions Club Hadsten der arrangerer Lilleå Markedet, hvilket sker på frivillig basis, og borgmesteren sendte derfor en tak for det store arbejde til foreningens medlemmer, der år efter år sikrer, at Hadsten har sin egen byfest.

“Det er en kæmpe opgave at planlægge Lilleåmarkedet, og jeg vil som altid gerne takke arrangørerne i Lions Club for at have arbejdet i 11 måneder for at gøre dette års marked til virkelighed. Det er et kæmpe arbejde at stable markedet på benene, og teltene når kun lige at blive taget ned, før arrangørerne igen sætter sig sammen og begynder at planlægge næste års marked. Det er beundringsværdigt, og vi er mange, der sætter pris på jeres store arbejde”, lød det fra Lars Storgaard der tilføjede:
“Foruden arrangørerne vil jeg også gerne takke de handelsdrivende og øvrige sponsorer for deres store opbakning til Lilleåmarkedet. Det er jeres støtte, der gør det muligt at afholde en fest over fire dage med op til 15.000 deltagere. Det er afgørende for, at de frivillige kan finde kræfterne til planlægningen af et marked, der styrker sammenholdet i byen og rejser midler til velgørende formål”.
Nu venter tre dage med festligheder fra morgen til aften, og at dømme ud fra vejrudsigten, så bliver det ganske fint markedsvejr, hvilket forhåbentlig betyder masser af liv og glade dage i Lilleå Parken.















