13. maj 2026

Lions Club Hadsten klar til ny omgang Klovneløb i midtbyen

Den 13. juni kl. 10.00 bliver der afholdt Klovneløb i Hadsten, med start og mål i Søndergade. Klovneløbet er arrangeret af Lions Hadsten, og formålet er at indsamle penge til Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn og familier på alle landets børneafdelinger. 

Klovneløbet er et hyggeligt og socialt familieløb, hvor alle der kan kravle, hoppe, rulle eller løbe, kan være med. Det handler ikke om at være hurtigst, for selv de mindste skridt kan gøre en kæmpe forskel, når banen kridtes op med røde næser, og alle deltagere bakker op om Danske Hospitalsklovnes arbejde for indlagte børn og familier. 

I Hadsten er det Rasmus Hjorth fra Lions Club Hadsten, der arrangerer Klovneløbet på vegne af Danske Hospitalsklovne:

“Jeg syntes det er et helt fantastisk arrangement at være arrangør af, med så mange glade mennesker samlet på et sted til en hyggelig dag i en alvorlig sags tjeneste. Sidste år var der over 250 deltagere og det tal håber jeg bliver endnu større i år”, udtaler han.

EDC Huset har været med til Klovneløbet alle årene, og er naturligvis klar med slush ice igen i år

Han glæder sig over, at løbet er gået hen og blevet en tradition, og at der hvert år udvikles på arrangementet.

“Sidste år lavede Susanne fra Hadsten Motion opvarmning sammen med alle deltagerne, og det var et stort hit, så det har hun sagt ja til at gøre igen i år. Samtidig har endnu flere af butikkerne i midtbyen budt ind med forskellige tiltag i løbet af formiddagen, så det kan ikke blive andet end en festlig og sjov lørdag formiddag”, fastslår Rasmus.

Der er Klovneløb i hele landet hen over sommeren, og alle løbene er arrangeret af lokale frivillige, der har lyst til at engagere sig og gøre en forskel for deres lokalsamfund. Ruten som løberne skal ud på er 2,5 kilometer, med start og mål i Søndergade. Der er udlevering af startnumre samt opvarmning mellem klokken 10-11, hvorefter starten går.

Du kan se en oversigt over alle landets Klovneløb og tilmelde dig, din familie, venner og kollegaer her: www.klovneløb.dk

Sidste år skød borgmester Lars Storgaard løbet i gang

Om Danske Hospitalsklovne

  • Danske Hospitalsklovne arbejder for at styrke indlagte børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå sygdomsforløbet igennem
  • Vi er til stede på alle landets børneafdelinger samt på institutioner og særtilbud for børn & unge, herunder børnepsykiatriske dag- og døgnafsnit
  • Det tager halvandet år at uddanne sig til hospitalsklovn, og foreningen har tilknyttet 68 hospitalsklovne. Lige nu er der 14 under uddannelse
  • Hospitalsklovnene stilles gratis til rådighed for landets børneafdelinger og lønnes af foreningen, der kun eksisterer i kraft af donationer fra private, virksomheder og fonde
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler