Der var både sved på panden og spænding i luften, da fire elektrikerlærlinge fra Region Midtjylland mandag og tirsdag mødtes til det regionale mesterskab i elektrikerfaget på Tradium i Randers.
Vinderen blev Johannes Hjort Viuff Lund fra Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten, som nu skal repræsentere skolen og regionen ved DM i Skills i Hjørring den 22.–25. april 2026.
“Det er en superflot præstation, at Johannes vinder det regionale mesterskab, for han vinder inden for et felt af elfaget, han ikke arbejder med til daglig” siger uddannelseschef Rikke Holgersen Feld i en pressemeddelelse.
”Han er til daglig hardcore automationselektriker hos Kjærgaard, og det viser en imponerende alsidighed i elfaget. Jeg tror, han bliver rigtig farlig til DM, hvor deltagerne forventeligt skal arbejde med styringer.”
Opgaven til mesterskabet bestod af en klassisk installation, hvor deltagerne skulle trække kabler, montere kontakter og lamper samt installere en tavle. Det var en tæt kamp, hvor favoritrollen skiftede flere gange undervejs, men i sidste ende var det Johannes, som til daglig er EUX-elektriker, viste sig som var stærkeste og sikrede Den Jyske Håndværkerskole en plads ved DM i Skills.

“Selvfølgelig er jeg stolt over min præstation, og jeg har fået meget opbakning fra mester, så nu ser jeg frem til Skills og til den træning, der bliver endnu mere intensiv,” siger Johannes Hjort Viuff Lund.
Det er første gang i mange år, at Den Jyske Håndværkerskole deltager ved DM i Skills inden for elektrikerfaget – og det med en kandidat, der har vist både teknisk dygtighed og stærk faglighed.
DM i Skills er Danmarks største konkurrence for erhvervsuddannelser, og tusindvis af besøgende forventes at lægge vejen forbi Hjørring i april. Her skal Johannes dyste mod landets bedste unge elektrikere.














