Aske er blot 19 år, men han har allerede godt styr på, hvad han vil i tilværelsen, og til sommer flytter han til København for at læse på Musikkonservatoriet.
Som lokalt medie får vi ofte henvendelser i forhold til mulige historier, og for nylig kontaktede Dorthe Pieper os. Dorthe er formand for Hinnerup Garden, og her har de et medlem, som hun syntes fortjente lidt ekstra opmærksomhed, særligt fordi at Aske, som han hedder, er udtaget til en stort ungdoms-elite orkester i byen Linz i Østrig.
På ByensNyt glæder vi os altid over, når folk kigger vores vej, uanset om historien er stor eller lille, fordi der er altid nogen der bliver glade, klogere eller noget helt tredje, hver gang vi bringer en god historie. I vores verden er intet i princippet for småt, bare det er en god historie, og i det her tilfælde viste det sig, at der ikke bare var en god historie, men faktisk flere, som nu kommer jer læsere til gode.
Aske Kjærgaard er nok ikke en gennemsnitlig 19 årig ung mand på sabbatår. Det står ret hurtigt klart, da snakken først kommer i gang med Aske, der kommer fra Hadsten, men som netop er flyttet til Aarhus med sine forældre. Aarhus bliver dog kun et ganske kort pitstop, fordi til sommer rykker han til København sammen med en kammerat. Aske er nemlig lige blevet optaget på Musikkonservatoriet efter en optagelsesprøve, hvor alle tre prøver blev belønnet med et 12 tal.
Så til september, i en alder af bare 20 år, skal Aske i gang med at forfølge en karriere inden for slagtøj, som forhåbentlig kan sikre ham en ansættelse i et symfoniorkester, brassband eller lignende. Men lad os lige tage det hele fra starten af, fordi, hvordan startede det egentlig?
“Det hele startede i lokale K7 i Favrskov Musikskole, da jeg gik i 2. klasse. Her fik mine daværende underviserer, Jesper Mikkelsen og Claus Vesterskov, kickstartet det hele for mit vedkommende. De er begge sindsygt dygtige, og er uden tvivl årsagen til, at min interesse for trommer, og slagtøj generelt, blev vakt”, fortæller Aske.
Blot nogle få år efter sin start i musikskolen, fik Aske tildelt et musiklegat fra Rotary, der muliggjorde at han kunne købe sin første marimba, og ved du ikke helt, hvad en marimba er, så kan du klikke på videoen lige her:
Det er marimbaen som Aske har kastet sin helt store kærlighed på, men han kan spille på alle former for slagtøj, og kan såmænd også spille klaver, da det er et krav for at komme på Musikkonservatoriet.
“Det var virkelig fedt i så ung en alder at blive anerkendt, og det gjorde at jeg blev endnu mere entusiastisk, og med noget nyt og fedt udstyr, så gik det hele bare op i en højere enhed. Sideløbende med musikskolen startede jeg i Hinnerup Garden, hvor jeg stadig spiller, og i forbindelse med, at jeg startede på gymnasiet blev jeg optaget på MGK (Musikalsk GrundKursus, red) som er en skole, hvor man kan forberede sig til at starte på konservatoriet”.
Ud over undervisningen på skolen tre gange om ugen, så stod den også på minimum 20 timers øvning derhjemme, samtidig med at gymnasiet og lektier skulle passes, og nå ja, øve med tre-fire orkestre, blandt andet Hinnerup Garden og Aarhus Brassband.
Nu venter stor oplevelse i Linz
Når man som Aske spiller musik på højt niveau i diverse orkestre, så følger der mange store oplevelser med, og han har allerede været rundt omkring i mange lande med blandt andet Hinnerup Garden. Senest er München besøgt til en masterclass, men også lande som Frankrig, Estland og Italien har været på rejseprogrammet.
Til april skal han så, sammen med den kammerat han flytter til København med, en tur til Østrig og Linz. Her skal de deltage i et stort musikarrangement sammen med unge musikere fra andre europæiske lande.
“Det er European Brass Band Association der arrangerer stævnet, hvor det for mit vedkommende handler mest om at spille sammen med en masse andre dygtige musikere og skabe et netværk. I Danmark er det DAO (Dansk amatørorkesterforening, red) der udtager de to musikere der skal med, og her var jeg så en af de to der blev kvalificeret, hvilket jo er megafedt. Jeg skal afsted i otte-ni dage, med det hele betalt, hvor jeg kommer til at være sammen med mennesker, der vil det lige så meget som mig selv, så det ser jeg virkeligt meget frem til”.
Aske skal ved samme lejlighed også deltage i EM for brass bands med det danske ungdoms brass band, hvor han tidligere har deltaget med det som fokus at vinde. I år er hans fokus på netværk, koncerter i løbet af ugen samt få en masse ny viden og erfaring med sig hjem, som han kan drage nytte af i sin videre karriere. Og skulle det så blive til en sejr, så er det blot en rigtig god bonus.

Fra nu af handler det om at være den bedste
Når man vælger en uddannelsesvej, har de fleste nok en ambition om, at gøre det bedst muligt og ende ud med en uddannelse, der kan sikre en et godt job efterfølgende. Hvis man vil være professionel musiker i et orkester, så skal ens ambitionsniveau lige hæves en hel del. Fordi her går det som udgangspunkt ikke at være næstbedst på ens felt, man skal være den bedste, hvis drømmen skal udleves.
Der er ikke mange professionelle orkestre i Danmark, og selvom der også er muligheder i udlandet, så forøger det langt fra ens chancer. Så Aske er klar i mælet, når snakken går på fremtiden.
“Det kan godt lyde lidt barskt, men skal man leve af at være musiker, så skal du være den bedste. Der er vel 15 orkestre i Danmark, som kunne være relevante for mig professionelt, og så er der selvfølgelig også en del steder i udlandet, f.eks Tyskland, så der er egentlig nok at vælge imellem. Problemet er blot, at er man først blevet ansat, så bliver man der jo typisk i mange år, hvilket gør at der sjældent bliver slået stillinger op inden for ens felt”, siger han og tilføjer:
“Så det handler i bund og grund om at være den bedste, så man kan slå de 15 andre der også ansøger til det pågældende orkester, og det er med den indstilling jeg går ind til de kommende år på konservatoriet. Jeg skal være den bedste, så jeg kan stå stærkest, til når jeg skal videre og forhåbentlig stå på de store scener”.
Så inden længe går turen mod København, hvor læringskurven bliver stejl på konservatoriet, og hvor nye orkestre skal indtages. Derfor bliver det også et farvel til Hinnerup Garden efter mange års medlemskab samt mange koncerter og store oplevelser rigere.
“Hinnerup Garden har lært mig rigtig mange ting og givet mig en masse store oplevelser, både i garden, men også i deres brass band og trommekorps, og der er ingen tvivl om, at det for alvor er her min passion for musik er blevet udviklet. Hinnerup Garden har formået at rykke mig som musiker og har givet mig en masse muligheder, både musisk, men også de mange ture, både i Danmark og udlandet. Jeg kan mærke, at det er tid til luftforandring, og derfor er jeg bare rigtig glad og stolt over, at jeg er blevet optaget på konservatoriet, som bliver næste skridt på den musikalske rejse”.
Vi ønsker god tur her fra ByensNyt, og håber på at se Aske om nogle år på de store scener rundt omkring.














