Bestyrelsen i Nr. Galten Forsamlingshus er de glade vindere af Handicapprisen 2024, uddelt af Handicaprådet i Favrskov Kommune. De får prisen for deres indsats i forbindelse med at have etableret handicapvenlige adgangsforhold og et handicaptoilet.
Der var stor glæde at spore i byrådssalen i Hammel hos bestyrelsen i Nr. Galten Forsamlingshus, da borgmester Lars Storgaard kunne afsløre, at de netop var vinderen af Handicapprisen 2024. Mens der blev klappet, gik formand Susanne Mortensen op for at modtage checken på 5.000 kr. og diplomet.
I borgmesterens tale lød det blandt andet, i følge Favrskov Kommunes hjemmeside:
“I morgen, tirsdag 3. december 2024, er det den internationale handicapdag, og det er så fint, at vi som optakt til dagen markerer vigtigheden med en prisoverrækkelse. Vi har en forpligtelse til hele tiden af skabe et mere inkluderende samfund både fysisk og mentalt. Jeres engagement er et forbillede for andre i kommunen og et skridt mod et mere rummeligt og inkluderende samfund. Tillykke til jer alle i bestyrelsen med prisen og ikke mindst tillykke til de mange brugere af Nr. Galten Forsamlingshus. For det er jo netop brugerne fra både nær og fjern, der får gavn af de nu handicapvenlige adgangsforhold og det rummelige handicaptoilet”.
Ole Thykær, formand for Handicaprådet i Favrskov Kommune, holdt også en tale ved overrækkelsen, og han understregede, at et forsamlingshus netop er et vigtigt bindeled i vores lokalsamfund, hvor folk mødes til familiefester, fællesspisning, foredrag og alt muligt andet.
“Det er relevant at sætte fokus på tilgængelighed, og forsamlingshuset er et godt forbillede for andre forsamlingshuse og andre fysiske steder til at samles. Det er positivt, at der er taget sådan et initiativ lokalt, og det er blevet udført i en vellykket kombination af frivillig arbejdskraft og professionel ekspertise”, lød det blandt andet fra Ole Thykær som begrundelse for, at forsamlingshuset er vinder af prisen.
Læs resten af artiklen omkring Handicapprisen 2024 på Favrskov Kommunes hjemmeside.