27. juli 2024

Ny Skolechef i Favrskov Kommune på plads

Efter at have stået ubesat i nogle måneder, så er stillingen som Skolechef i Favrskov Kommune nu snart besat, idet Karina Corneliussen fra 1. december er ansat i stillingen.

Karina, som er 56 år, er en erfaren leder med stor indsigt i skoleverdenen. Hendes ledelsesmæssige karriere spænder over 17 år som skoleleder i flere midtjyske kommuner, sektionsleder i et par år i Aarhus Kommune, og siden juni 2023 har hun været skole- og dagtilbudschef i Odder Kommune. Dertil kommer lederuddannelse på både diplom- og masterniveau. 

Oprindeligt startede Karina som uddannet bankassistent, men blev efter seks år i bankverdenen uddannet til skolelærer.

“Det er en meget kompetent leder, vi byder velkommen. Med Karina får vi en chef, der kan omsætte sin erfaring til værdifuld ledelsessparring, rådgivning af politikere og samspil med de mange aktører på skoleområdet, udtaler Hans Minor Vedel, direktør for Børn og Kultur til kommunens hjemmeside.

Karina Corneliusen glæder sig til at starte i Favrskov Kommune, omend hun også er ked af, at opholdet i Odder Kommune blev så kortvarigt.

“Jeg glæder mig virkelig meget til at blive en del af det stærke hold, som driver og udvikler folkeskolen i Favrskov Kommune. Mit hjerte banker for skolen og alle de muligheder og udfordringer, som vi i fællesskab skal løfte. Jeg er samtidig ked af, at min tid i Odder Kommune blev så kort. Der er fortsat store potentialer i skolerne og dagtilbuddene i Odder, som de nok skal få succes med at udleve. For mig var det helt enkelt svært at sige nej til muligheden for at fokusere helt på folkeskolen som en del af et kompetent og samarbejdende hold i Favrskov Kommune”

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler