Hadsten-drengen Jens Ginge Skov, nu bosiddende i Berlin, fik forleden sin operadebut med en af hovedrollerne i den britiske opera ”Skruen strammes”. Det skete på den store scene på teatret i den sydtyske by Trier.
”Vi har haft prøver i ugevis, og premieren gik virkelig fint. Salen var fyldt, byens overborgmester var der, og en stor del af min familie. Det var stort for mig”, forklarer Jens Ginge Skov.
Flere tyske medier havde sendt anmeldere til Trier, og at læse dem efterfølgende gjorde ikke tilfredsheden mindre.
Den unge danske kontratenor Jens Ginge Skov var virkelig god med sin sikre stemme i den vanskelige rolle som drengen Miles. Overbevisende indsats, den fine stemme formidlede sart skrøbelighed, skrev et par af anmelderne.

Aftenens opdagelse var kontratenoren Jens Ginge Skov, der med sin englerene stemme viste en forbløffende spilleglæde i rollens blanding af både ømhed og angst, hed det i endnu en fin opera-anmeldelse.
Der er endnu fire forestillinger i Trier, og derefter starter Jens Ginge Skovs forberedelser til decembers engagementer, en del af dem i Danmark.
Efter nytår starter endnu et stort opera-projekt. Deutsche Oper i Berlin har bedt Jens Ginge Skov om at være solist i en nyskrevet opera om guderne i den nordiske mytologi. En lettisk komponist har skrevet operaen ”Endlich” specielt til de tre solister: en kvindelig sanger fra Serbien, en kvindelig sanger fra Tyskland – og Jens fra Hadsten!
”Vi starter prøverne 5. januar, og har urpremiere først i maj i München. Efter tre forestillinger her, følger fem forestillinger i Berlin sidst i maj”, fortæller Jens Ginge Skov, der glæder sig til endnu en stor opgave.















