19. januar 2025

Peter har styr på hvad du skal drikke juleaften

Med 14 dage til jul, er det måske ved at være tid til, at begynde at tænke på mad og drikke til juleaften, og mens der for mange nok er styr på, hvad der skal spises, så kan det med vinen godt drille.

At købe vin kan nogen gange godt virke som lidt af en jungle, og i en tid, hvor der er tusinde andre ting at tænke på, kan et godt råd og kyndig vejledning være vejen frem, så du får den helt rette flaske med hjem til julemiddagen. Hos Skjold Burne Vine i Hadsten står Peter klar til at hjælpe, og han havde, til ære for ByensNyts læsere, fundet nogle gode bud på årets julevin frem, i forskellige prisklasser.

Julemad er en svær størrelse at sætte vin til, fordi det både er salt, sødt, fed og kraftigt, hvilket gør udfordringen med den perfekte vin en smule svær. Det er dog altid en god ide med en rødvin, der har en god syre, er til den kraftige side, og har den også en smule sødme, så er man ved at være så tæt på mål som muligt.

“Den første vin jeg har fundet er fra Cairanne i Rhone, og bare for at præcisere, så er vi i Frankrig. Vinen er lavet på Grenache, Mouvedre, Syrah og Carignan, som alle er klassiske druer fra området. Her får man saft og kraft i glasset, som fint kan matchet julemaden, og vi sælger den endda til en særlig god julepris, hvor langt de fleste kan være med”, fortæller Peter Aschelund.

Er man mere til italiensk, så laver de i Veneto flere oplagte vine til julebordet. Juvelen i Veneto er Amarone, men Peter har som sit første bud og i den prisvenlige afdeling, valgt Ripasso delle Valpolicella fra Fabiano.

“Det er vel lillebror eller søster til Amaronen, hvor man på mange måder får lidt af det samme, dog knapt så voluminøs, hvilket jeg tror vil falde i manges smag. Der er masser af kraft, en lille smule sødme, og noter af røde bær og chokolade, og bestemt en vin, som vil kunne gå godt i spænd med julemaden”.

Vil man kræse ekstra meget for sig selv og sine gæster, så har Peter også et bud på, hvad det så kunne være. Her skal man dog være klar til at lægge godt 300 kroner pr. flaske. Til gengæld stiger kvaliteten også betragteligt.

“Det er som med alt andet, at vil man bruge lidt ekstra, så får man også noget, hvor der er kræset lidt mere om hele processen. Fra de samme områder som de første to vine, har jeg et par bud på, hvad der lige vil sætte prikken over i’et juleaften. Den første er Chateauneuf du Pape, som også er beliggende i Rhone, og hvor producenten i den grad har lavet en vin der vil imponere dine gæster og dig selv. Storebror til Ripasso er som sagt Amarone, og på mange måder er det nok en af de mest oplagte julevine. Det er en lang og dyr proces at lave Amarone, hvilket prisen afspejler, men i min verden er det alle pengene værd, for dem der værdsætter den type vin”.

Når det gælder desserten er Peter klar i mælet. her skal der drikkes portvin, og i følge Peter, så har han flere gode bud på dette, som han rigtig gerne vil fortælle mere om i butikken i Søndergade.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler