Mens der blev samlet 15 millioner kroner ind på landsplan, så samlede Røde Kors Hadsten-Hinnerup 64.000 kroner sammen, da der i går var landsindsamling.
Det var perfekt indsamlingsvejr i går, da indsamlere over hele landet var på gaden, for at samle ind til Røde Kors. Der blev i alt samlet 15 millioner kroner ind, mens der i Hadsten og Hinnerup blev samlet 64.000 kroner ind.
Der var 27 indsamlere tilmeldt i Hadsten og nogenlunde de samme antal i Hinnerup, men desværre dukkede et større antal af disse indsamlere ikke op, så mange husstande fik ikke besøg af en indsamler. Derfor kunne beløbet uden tvivl have nærmet sig 100.000 kroner, hvis alle var dukket op, men uanset hvad, så er det godt gået.
På landsplan var mere end 16.000 indsamlere på gaden, og resultatet er godt en million kroner bedre end sidste år og to millioner kroner mere end for to år siden.
”Det er et flot resultat, som jeg selvfølgelig er rigtig, rigtig glad for. Det viser, at opbakningen til den humanitære indsats og til en indsamling som denne er stor og at danskerne gerne vil hjælpe dem i verden, der har mest brug for det – både internationalt og herhjemme. Pengene giver os mulighed for at hjælpe flere der, hvor behovet er størst. Det gælder ikke mindst nogle af de steder, som måske ikke får allermest opmærksomhed”, siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, som vanen tro selv var på gaden søndag – i år for sidste gang som generalsekretær, da han har valgt at stoppe ved årsskiftet.
”Igen i år oplevede jeg mange positive modtagelser og en stor gavmildhed på min rute. Det har været en kæmpe fornøjelse, som altid”, siger Anders Ladekarl i en pressemeddelelse fra Røde Kors.






















