Hele 9.357 runder blev det til, da Stafet for Livet løb af stabelen i den forgangne weekend og deltagerantallet steg med næste 100 fra sidste år.
Vejret var med stafetten og det bragte mange deltagere ud på ruten, samtidig var der god tilslutning til de mange events og aktivieteter, der fandt sted.
Borgmester Lars Storgaard var til stede og glædede sig over at opleve fællesskabet. Der var flere der roste hans åbningstale for at være nærværende og bevægende. Borgmesteren mistede selv sin hustru til kræft kort efter han blev valgt til borgmester og han fortalte til ByensNyt, at kampen mod kræft jo i sagens natur er noget der ligger ham meget på sinde og det kunne absolut mærkes i hans tale.

Der var også god tilslutning til lørdag aftens auktion, der samlede mange penge ind. Der var gode bud på alle de mange flotte effekter doneret af byens erhvervs- og forretningsliv. Selv da auktionarius til sidst satte den konservesdåse til salg, som gennem auktionen havde fået adskillige slag med en hammer blev der budt lystigt. Konservesdåsen gik for et hammerslag på 1000 kr og da auktionarius takkede køberen for “god stil” sagde han. “Det er jo det vi er her for!”
Aftenens lysceremoni var stemningsfuld og højtidelig, som den plejer, godt understøttet af en god tale fra byrådsmedlem René Schneider og rørende smuk sang fra Malene Ginge, akkompagneret af sin far Lars Ginge Skov.

Midnatsbanko havde i år borgmesterdeltagelse og der var da også en enkelt gang en bankoråb fra borgmesteren, som kunne tage en gave med hjem.

Søndagen blev afsluttet med flot deltagelse og da alle blev kaldt sammen for at gå den sidste runde kl. 11.00, var der bred enighed om, at der i år havde været et helt specielt deltagerengagement. Arrangørerne havde valgt at flytte spiseteltet ned på pladsen og det havde givet en stærk fællesskabsfølelse. De der holdt kaffe- eller spisepause på traveturene var nu en del af stemningen på pladsen og det gav effekt.

Det blev Hadsten Optik, der ende med at have den største holdtilslutning, skarpt forfulgt af Hadsten Computer men i det hele taget var der god deltagelse fra de mange hold og der var også flere der havde givet flotte donationer til den gode sag.
Peter Kjærsgaard afsluttede med at takke de mange deltagere, sponsorer og frivillige og da jeg forlod området, sluttede arrangørerne i de røde trøjer af med en pølse og en fuldt fortjent fadøl, inden de skulle i gang med oprydningen.














