Hen over weekenden har 24 lokale kunstnere holdt deres værksteder åbne for publikum, og det har mange fra Favrskov benyttet sig af, og flere kunstnere melder om stor købelyst fra de besøgende.
De 24 kunstnere fra hele Favrskov Kommune startede ud med fælles fernisering i Galleriet på Kollerup Gods i fredags, hvor der var fuldt hus, taler og masser af godt humør blandt de besøgende. Alle de medvirkende kunstenere havde et kunstværk med på den fælles udstilling, der kan opleves frem til klokken 17 i dag søndag.
Lørdag og søndag var der så mulighed for at besøge de 24 kunstnere i deres værksteder rundt omkring i kommunen. Tre kunstnere var gået sammen om en fælles udstilling i Kulturhus Sløjfen, så også her var der mulighed for at opleve lokal kunst og få en snak med udstillerne. Begge dage fra 11-17, så der er stadig mulighed for at nå forbi søndag eftermiddag.
Flere kunstnere har meldt om god interesse fra publikum, og haft mange besøg i værkstedet, og købelysten har heldigvis også været god, så der er også en del kunst der har fået ny ejermand i denne weekend.