18. juni 2026

Strikkefællesskab i Selling inviterer til Garnfestival

Under corona-pandemien begyndte mange, både unge og ældre, at strikke, og i modsætning til mange andre opståede interesser i den periode, så virker det til, at entusiasmen omkring strikning har holdt ved.

I Selling mødes en gruppe kvinder hver anden onsdag i forsamlingshuset, hvor strik og socialt samvær er i højsædet. Det var i sin tid Inger Skovgaard Bach der tog initiativ til strikkegruppen, som i dag tæller godt 25 kvinder, og det er også Inger der, sammen med resten af gruppen, har taget initiativ til at arrangere en garnfestival den 30. maj i Selling Forsamlingshus.

“Vi har været gang i nogle år, og nu vil vi gerne dele glæden ved fællesskabet og kreativiteten med andre. Det kommer i første omgang til udtryk via garnfestivalen, som vi afholder den 30. maj, hvor der bliver forskellige aktiviteter dagen igennem”, fortæller Inger Skovgaard Bach.

Det er gratis at deltage, og Inger håber, at mange vil kigge forbi i løbet af dagen mellem 11-16.

“Det er svært at vide på forhånd om det bliver en succes, men jeg synes vi har fået stablet et spændende program på benene, blandt andet med workshops og et foredrag med Agnete Rasmussen, der kommer fra foreningen Gavstrik. Hun vil fortælle udviklingen inden for strik med fokus på hønsestrik gennem tiden”, siger hun og tilføjer:

“Så der skal lyde en opfordring herfra til alle kreative i og omkring Selling samt resten af Favrskov, om at møde op i dit fineste pralestrik og mød andre inspirerende dejlige mennesker, til nogle hyggelige timer og gode oplevelser”.

Der er også tænkt på forplejningen, og her har man fået elever fra Hadbjerg Skole til at sælge kaffe og kage, mens en spejdergruppe sørger for grillede pølser og brød. Der kan også købes diverse drikkevarer.

Garnfestivalen har fået økonomisk opbakning fra Favrskov Kommune, blandt andet til bannere der står ved hovedvejen i Selling.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler