12. november 2025

Tre kunstnere har fyldt Sløjfen med dyr og fugle

Siden i fredags har besøgende i Kulturhus Sløjfen kunne glæde sig over de mange billeder der er blevet hængt op med alverdens dyr og fugle. En udstilling der varer helt frem til 16. november.

Det er Thonnes Stampe Jensen, der har stablet den flotte og store udstilling på benene, hvor tre kunstnere fra Østjylland udstiller. Thonnes er gift med den ene af kunstnerne, Susanne Kalmar Hansen og forelagde idéen for Sløjfen om en udstilling med dyr og fugle i mange forskellige versioner og teknikker, og den var man med på fra kulturhusets side.

Susanne laver en blanding af akvarel, tegning og akryl, og portrætterer særligt fugle og isbjørne. Den anden kunstner er Tove Møller fra Odder. Tove maler både olie, akryl, akvarel, laver cyantopi og stentryk. Den tredje og sidste kunstner er Ulla Gammelgaard, og hun er oprindeligt fra Sporup, men er nu bosat i Hammershøj. Hun maler udelukkende med olie og spartel.

Foto: Susanne Kalmar Hansen

Mens de to sidstnævnte er kunstuddannet, så er Susanne Kalmar autodidakt, og hun glæder sig over, at udstillingen er blevet en realitet.

“Det er min mand, Thonnes Stampe Jensen, grafiker, som har sat udstillingen sammen. Han syntes det kunne være spændende, at have en udstilling med tre så forskellige kunstnere – som maler de samme temaer – dyr og fugle. Jeg synes udstillingen er blevet virkelig fin, og Sløjfen og særligt Dorthe Andersen, der er kulturformidler i huset, har været enormt hjælpsomme og entusiatiske omkring udstillingen”, fortæller Susanne Kalmar Hansen til ByensNyt.

Foto: Susanne Kalmar Hansen

I fredags var der fernisering, og her var mange interesserede mødt op.

“Det var en rigtig god aften med både salg og bestillinger samt mange fine kommentarer, så det er vi alle meget glade for”, slutter Susanne.

Udstillingen kan ses frem til 16. november.

Foto: Susanne Kalmar Hansen
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler