Det var i skarp konkurrence med Hammel Hestemarked og Aarhus Festuge, at Hadsten Handel i fredags havde inviteret til Herrefed Aften i Hadsten midtby.
Vejret så længe ud til at blive en modspiller med kraftige byger, men hen over eftermiddagen fik solen fat, og da klokken blev 17, hvor Festlig Fredag for alvor gik i gang, så var vejret i topform og ganske lunt.


Det lokkede mange ned i midtbyen, hvor der ventede dem flotte køretøjer, lige fra biler, til knallerter og en ombygget havetraktor. Her ud over var der livemusik og foodtruck ved Hadsten Optik, der fejrede Mette Rasmussens 20 års jubilæum, der var vinsmagning ved Skjold Burne, Lindegaardens flotte kaffevogn samt hoppeborge og guldgravning for børn.

Det er blevet en fast tradition med Herrefed Aften, og selvom der ikke pilles det store ved konceptet fra år til år, så er det et sikkert hit, og samtidig en særdeles festlig måde at byde efteråret velkommen på.


















