4. oktober 2024

Vidste du at det er gratis at køre med skolebussen?

Der er ikke mange, der ved det, men faktisk må alle køre gratis med Favrskov Kommunes skolebusruter, også selvom at det er mange år siden, man sidst gik i skole.

Bussernes køreplaner er naturligvis indrettet efter skolebørnenes transportbehov, men skal du eksempelvis fra Voldby til Hammel omkring kl. 8, er der faktisk gode chancer for, at du kan hoppe på en skolebus og blive transporteret fra A til B helt uden billet.

Som noget nyt er skolebusruterne blevet integreret i Rejseplanen, der er en rejseplanlægningsplatform, som mange bruger til at planlægge deres rejse med kollektiv trafik. Integrationen skal skabe opmærksomhed om det gratis tilbud og gøre det nemt at vælge en tur med en skolebus til.

Erling Kvist Andersen, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune, er glad for, at skolebusserne nu bliver mere tilgængelige:

“Vores skolebusser kører allerede rundt på kryds og tværs i kommunen, så hvorfor ikke aktivere dem og styrke den kollektive trafik? At skolebusruterne nu fremgår på Rejseplanen vil betyde, at man får vist flere afgange, når man søger, og at ens rejse kan blive billigere eller helt gratis. Og da skolebusserne kører uanset hvad, så er det også godt for klimaet, hvis flere benytter sig af det tilbud”, fortæller han til Favrskov Kommunes hjemmeside..

Tiltaget trådte i kraft 1. december 2023, så allerede i dag vil du blive tilbudt en gratis rejse på Rejseplanen, hvis din planlagte tur matcher med én af de mange gratis skolebusafgange.

Du kan også vælge at planlægge din rejse efter, hvornår skolebusserne kører. På Midttrafiks hjemmeside kan du se ruteplanerne for alle Favrskov Kommunes skolebusser. 

Se køreplanerne på Midttrafiks hjemmeside her

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler