Nu åbner Hadstens helt nye ægte lille café, drevet af lokale frivillige kræfter. En drøm der bliver til virkelighed.
“Idéen er stille vokset over et par år, og omkring nytår inviterede et par gæve initiativtagere til infomøde om ideen. 80 interesserede dukkede op en søndag eftermiddag for at høre, hvad det gik ud på, og allerede det var et tegn på den succes, som det har vist sig at blive til”, fortæller en af de frivillige Linda Kaae Hedegaard stolt.
Café snakbar ligger i det nye Sundhedshus lige overfor Hadsten Station. Så alle, der skal igennem byen, kan få mulighed for at nyde en meget lækker kop kaffe, enten en ’to-go’ eller i cafeens sjove og hyggelige omgivelser. Lokale erhversdrivende har hjulpet med donationer til inventar, ligesom mange lokale borgere har doneret møbler, som er blevet shinet op af frivillige, der har lagt mange timer i arbejdet. Om du kommer alene, sammen med vennerne eller med din familie er det hyggeligt at komme i Café Snakbar. Her er et pænt udvalg af brætspil, som man kan spille med de andre gæster.
Caféens motto er hjertelighed, hjemlighed, og kvalitet
Udvalget af lækre varme og kolde drikke er stort og engagementet mindst lige så stort.
”Da vi er frivillige, er det vigtigt, at kunderne i cafeen er lidt tålmodige, da vi hver især kun har et par vagter om måneden. Det kan derfor tage lidt tid, inden vi kan servere med de smukkeste mønstre på toppen af kaffen. Men vi kan love, at den bliver serveret med stor hjertelighed”, fortæller Linda Winding, der er en af initiativtagerne til cafeen.
Åbningsweekend med plads til ca. 25 gæster ad gangen
Planen er, at vi normalt holder åbent onsdag, torsdag og fredag samt en gang imellem i weekenden. Men i denne åbningsweekend holder caféen ekstraordinært længe åbent. På grund af Corona, må der ikke være de 49 personer der er plads til i cafeen, derfor udvides åbningstiden og hvis vejret tillader det, vil der være ude-servering, således mange kan besøge cafeen i løbet af weekenden.
På Café Snakbars hjemmeside http://cafesnakbar.dk/ kan du læse det fulde program, men allerede nu kan det afsløres, at du kan opleve lidt af hvert og meget forskelligt fremover i cafeen. Der vil være tilbud til alle.
Et lille smugkig i programmet fortæller om live lounge musik fredag, stille morgen musik lørdag og søndag, spil, sansefulde pauser og salg af kaffe og kanelsnegle.