14. juni 2025

De unge i Favrskov har brug for din stemme

En styregruppe af entreprenante unge fra Favrskov i fuld gang med at arrangere en stor musikfestival, som afholdes lørdag d. 30. august i Sløjfen i Hadsten.

Musikfestivalen, der havde premiere sidste år hedder KVAS, og er arrangeret af unge mennesker til unge mennesker. Godt 450 købte sidste år billet til festen, hvor Aphacha var på plakaten, blandet med unge, lokale bands fra Favrskov.

Bookingen af bands er på plads og hen over sommeren bliver det offentliggjort, hvem der spiller på festivalen. Placering af scener, bar, backstage område mv. er der også styr på. Nu skal der styr på indretningen!

“Sidste år havde vi et brag af en fest med den vildeste stemning, men der manglede noget… mega fed pynt, flot lys og strålende farver. Huset skal emme af ungekultur og afspejle vores mærkesager, herunder bæredygtighed”, fortæller Cecilia Myrdal, som er med i KVAS festivalens styregruppe i en pressemeddelelse.

Derfor har KVAS gruppen lavet en video til Spar Nord Fonden, som hver måned stiller 10.000 kroner på højkant til lokale projekter. Den video der får flest stemmer vinder, og derfor har KVAS festivalen brug for en masse stemmer – senest 25. juni. 

Alle kan stemme og det tager kun 30 sekunder! På Spar Nord Fondens hjemmeside kan man også følge med i, hvordan det går. 

Tryk på linket: https://www.sparnordfonden.dk/10tilforskel
Scroll ned og find KVAS FESTIVALENS video – og stem. 

“Det vil være fantastisk, hvis vi kunne samle stemmer nok’, siger Cecilia. ’Vi drømmer om et stort scenebagtæppe, lækkert lys og hyggelige loungeområder. Vi krydser fingre for at hele Favrskov vil hjælpe os med at opnå vores mål og drømme og gå ind og stemme på os senest 25. juni”.

Den oplagte studentergave
Billetterne til årets ungefestival i Favrskov er også netop sat til salg. Prisen er 75 kr. for en hel dag med masser af musik og fællesskab. Som noget nyt har festivalen også lavet et ’studenter-kit’ – en pakke med 2 festivalbilletter inkl. 2 drikkevarer til 200 kr. Så kan man nemlig invitere en gæst med til festival – helt gratis. En oplagt gaveide til kommende studenter! Pakken kan købes frem til 1. juli. Følg med på KVAS Facebook/Instagram og på hjemmesiden: kvasfestival.dk, hvis du vil vide mere om festivalen, herunder hvem der kommer og spiller d. 30. august i Sløjfen i Hadsten.  

2024 var året, hvor KVAS så dagens lys. En festival for unge, arrangeret af unge.
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler