14. juni 2025

Den Jyske Håndværkerskole har opgraderet med højspændingslokale

Fra 1. august 2023 er elektrikeruddannelsen ændret, således at undervisningen fremadrettet også skal indeholde læring om højspænding.

Det nye tiltag på elektrikeruddannelsen, der trådte i kraft 1. august 2023 betyder, at, hvor man tidligere underviste i alt hvad der berørte fra 0-1000 volt, så skal man i dag også lære om højspænding.

”Elektrikeruddannelsen er lavet om, så vi er gået fra et hovedforløb på 16 uger til nu, hvor hovedforløbet er på 21 uger, fordelt på to forløb H1 og H2. I den forbindelse skal vi introducere emner, som vi ellers ikke har haft med tidligere. Vi har holdt os til 1000 volt og ned, og nu skal vi så over 1000 volt for at opfylde de nye undervisningsplaner”, fortæller Lars Earny Oltmann, der er underviser på Den Jyske Håndværkerskole.

Det er Lars der har stået i spidsen for at få implementeret læringen omkring højspænding, og det er blandt andet endt ud i et højspændingslokale, hvor Kemp & Lauritsen har doneret bla en stor transformer til skolen i Hadsten.

”Det er en stor opgave at skulle gå i gang med noget, hvor langt de fleste undervisere ikke har den store erfaring på området, og det også kun er de færreste elever der har viden omkring højspænding. Jeg har heldigvis nogle gode forbindelser ved Kemp & Lauritsen, og her forhører jeg mig om, om de tilfældigvis skulle have en transformer, som vi kan overtage, og svaret fra dem var til min store glæde positivt”, fortæller Lars.

Det viser sig nemlig, at de har en transformer, der ikke længere kan anvendes, da den i forbindelse med undervisningsbrug, har mistet alt sin olie på grund af en utæthed. Det betyder, at den ikke længere kan køre med elektrisk spænding, hvilket gør den ubrugelig for Kemp & Lauritsen. For den Jyske Håndværkerskole har det dog ingen betydning, og derfor opstår muligheden for at lave et højspændingslokale.

”I undervisningsmæssig sammenhæng, har det ingen betydning for os, at der hverken er olie eller spænding på transformeren. Det ville i øvrigt være alt for farligt, hvis der var spænding på i forhold til eleverne, så for os var det her et rigtig godt udgangspunkt”.

Med assistance fra Konstant (Elnetselskab i Østjylland, red), får Lars et koblingsanlæg til transformeren, så man nu har en transformerstation der kan simulere hele processen, som kan bruges direkte i undervisningen.

”Vi har forsøgt at gøre det så realistisk som muligt, ved at eleverne på H1 er med til at bygge et hus, virtuelt, på en af grundene på Munkebakken i Hadsten. Her skal de sørge for elinstallationerne og gøre det, man normalt gør som elektriker. På H2 skal de så i gang med den del der hedder højspænding. Her skal de forsyne huset ud til de skabe der står ved vejen og videre til transformeren. Så vi har simuleret hele processen, og forsøgt at gøre det så virkelighedsnært som overhovedet muligt. Så i stedet for at det hele er teoretisk, så har vi nu mulighed for at få ”hands on”, og vise, hvordan det faktisk fungerer ude i virkeligheden”.

Der er lagt meget arbejde i lokalet og undervisningen, som nu kommer eleverne på Den Jyske Håndværkerskole til gavn

Voldsom stigning i elforbrug i disse år

I takt med elbilernes indtog på det danske marked, så stiger behovet for løsninger til fremtidens elmarked. 

”En transformerstation som den vi har stående, kan levere strøm til 150 husstande eller to af de store lynladere. Så det er store mængder el der skal bruges i fremtiden, hvis det hele skal fungere. Vi har lige været en tur i Ikea med eleverne, og her bruger de ladestandere som de har stående til deres kunder, mere strøm end hele Ikea. Så der er mange ting man skal forholde sig til i de kommende år, også som elektriker, og det er enormt spændende at have de snakke med eleverne”, lyder det fra Lars der tilføjer:

”Der er mange spørgsmål at tage fat på, som f. eks at vi skal kigge alvorligt på, hvordan vi bliver bedre til at fordele vores elforbrug hen over døgnet, fordi der kommer et massivt pres på elnetværket i de kommende år. Der skal findes gode og holdbare løsninger, og her bliver elektrikernes viden en vigtig medspiller på mange områder”.

Det er nogle lidt andre større sikringer man bruger i en transformerstation, end i eltavlen derhjemme
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler