På mandag åbner mange af byens butikker igen, efter over to måneders nedlukning, og det ser man frem til i Søndergades Optik, hvor man glæder sig til mere liv i gaden og et gensyn med de andre butiksejere.
Mens hovedparten af butikkerne i Hadsten har været lukket siden 23. december sidste år, så har Søndergades Optik haft åbent, hvilket de har været glade for, men de kan også godt mærke, at der mangler noget liv og de impulsive kunder har skulle kigge langt efter.
“Vi har haft nok at lave, men vi kan godt mærke, at de impulsive kunder ikke er der. Det bliver godt med noget mere liv i Søndergade, hvilket forhåbentlig kommer fra på mandag, hvor de fleste af butikkerne jo kan åbne. Det bliver rart, at kunne hilse på sine kollegaer igen i gaden, og jeg er virkelig glad på deres vegne over, at de nu kan komme i gang igen”, siger Mette Weinell, der ejer Søndergades Optik, til ByensNyts udsendte.
Mens der ikke er blevet solgt mange skibriller i år, så er der for tiden bud efter skærmbriller til de hjemmearbejdende, der ikke længere har deres normale arbejdsplads med tilhørende hæve-sænke bord.
“Vi havde heldigvis ikke bestilt skibriller hjem i år, og der har da heller ikke været efterspørgsel efter dem af gode grunde. Til gengæld har vi solgt overraskende mange skærmbriller, hvilket nok skyldes, at folk arbejder hjemmefra for tiden, så vi har nærmest fået et boom i dette segment”, fortæller Mette og tilføjer:
“Vi er så småt ved at få mange forårsnyheder på hylderne, og lige for tiden er det de lette, transparante briller der er moden, som fås i mange varianter”