I torsdags var Casper, Laura, My, Simon og Victoria fra 2p på Favrskov Gymnasium til Robotolympiade på Aarhus Universitet, hvor de dystede mod andre gymnasier fra hele landet.
Der var 12 hold til start i Den Danske Robotolympiade, og præcis som sidste år, var det Favrskov Gymnasium, der kunne tage hjem som vindere af konkurrencen. Undervejs dystede de fem gymnasieelever i fire discipliner, hvor de på forhånd kendte til de tre af disciplinerne.
Der blev dystet i at kunne stable flest mælkekartoner oven på hinanden, sumobrydning med robotter, minigolf og kørsel med kapsler på tid. Bortset fra en enkelt konkurrence, hvor det blev til en andenplads, blev det til sejre og holdet kunne dermed placere sig sikkert på sejrsskamlens øverste trin.
Casper, Laura, My, Simon og Victoria havde deres lærer Jens med, og det er også ham, der har lokket de fem elever til at deltage i konkurrencen.
“Hver onsdag har alle på gymnasiet mulighed for at bruge tid på noget helt andet, end deres normale skolegang, og her var de fem elever klar på at lære noget om robotter. Vi har arbejdet med projektet siden oktober, og ret intensivt i ugerne op til konkurrencen, hvilket blev belønnet, heldigvis”, fortæller Jens til ByensNyt, der kiggede forbi gymnasiet onsdag formiddag.
Casper, Laura, My, Simon og Victoria har alle informationsvidenskab, og havde ikke prøvet at arbejde med robotter tidligere. Nu er de blevet grebet af det, og glæder sig til at skulle til Panama, hvor de skal deltage i konkurrencen der hedder First Global Challenge, hvor elever fra hele verden er med. Det er opfinderen Dean Kamen, der blandt har opfundet Segway, der har startet konkurrencen, som sidste år blev afholdt i Athen i Grækenland.
“Vi havde forberedt os godt hjemmefra, blandt på at øve de enkelte discipliner, og det kom os til gode i Aarhus. Vi kommer helt sikkert til at bruge en del tid efter sommerferien på at gøre os klar til konkurrencen i Panama, fordi vi så i torsdags, at der er stor forskel på, om man er forberedt eller ej”.

Sidste år deltog over 190 hold, og her sluttede Favrskov Gymnasium på en flot 53. plads, og den placering vil man gerne forsøge at slå i år.
“Målet er helt klart at komme blandt de 24 bedste og dermed deltage i finalen. Det kræver både dygtighed, men også held, fordi man skal undervejs i konkurrencen samarbejde med andre hold i konkurrencerne. Det betyder, at får man et mindre godt hold til at samarbejde med, så kan det godt gå ud over vores placering, så det kræver både dygtighed og held, for at nå langt”, lyder det fra de fem deltagere.
Jens, der var med sidste års hold til konkurrencen i Athen fortæller, at der er stor forskel på, hvor meget de enkelte hold går op i det, og arrangørerne har da også fokus på, at deltagerne tager det som en oplevelse og får nogle sociale oplevelser med andre elever fra det meste af verden.
“Holdene fra Kina, Indien og flere af de tidligere Sovjet-lande, har store delegationer med, og Kina havde fem deltagere med, fra fem forskellige skoler, så der er helt klart nogle lande, som sætter meget ind på, at de får succes. Vi vil selvfølgelig også gerne gøre det så godt som vi kan, men oplevelsen ved at deltage og komme til Panama, får lov til at fylde mest”.
Det er Aarhus Universitet der betaler for turen til Panama, og eleverne håber på, at der også kan blive tid til at se lidt af Panama.
“Selve konkurrencen varer fire dage, men vi håber da lidt på, at vi får et par ekstra dage derovre, så vi kan komme rundt og se Panama. Sidste år gav gymnasiet et par overnatninger ekstra, så det håber vi også på, at de gør i år”, kommer det med håbefulde smil fra Casper, Laura, My, Simon og Victoria.