23. oktober 2024

“En svømmehal vil bestemt være godt for Hadsten”

I den seneste tid, har der været en del snak og underskriftsindsamling til fordel for, at få etableret en svømmehal i Hadsten. En af dem, der godt kan se noget positivt i en svømmehal, er Joan Pank, der er medejer af Danbolig Hadsten.

I mange salgsopstillinger bliver det tit fremhævet, at der er en svømmehal i nærheden af det pågældende hus, og Joan Pank fra Danbolig mener da også, at det vil være et stort plus, hvis Hadsten får en svømmehal. Hun fremhæver dog også, at hun ikke tror det har afgørende betydning for en potentiel køber.

“En svømmehal vil bestemt være godt for Hadsten, det er der ingen tvivl om, og jeg er selv positiv over for det forslag, både som ejendomsmægler og privatperson. Jo mere vi kan tilbyde som by, jo bedre er det, men når det så er sagt, så har jeg ikke oplevet, at nogen har fravalgt Hadsten, fordi vi ikke havde en svømmehal. Så har de i hvert fald ikke sagt det til mig”, kommer det smilende fra Joan Pank.

Hun fremhæver, at hun igen og igen hører, at folk bliver positivt overrasket over, hvor meget byen har at byde på, lige fra skoler, kultur, foreningsliv og transport.

“Når vi har købere fra Aarhus eller andre steder uden for Favrskov, så hører jeg ofte, at de er overrasket over, hvor meget Hadsten har at byde på. Hadsten har meget at byde på, hvilket man måske glemmer lidt i hverdagen, både med tennisbaner, kulturhus, biograf, caféer, et rigt handelsliv og mange skoler, også når man er færdig i folkeskolen og så har vi god kollektiv trafik, så alt i alt har vi meget at byde på, men selvfølgelig vil en svømmehal være et stort plus oven i”

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler