4. december 2024

3D print udviklede sig til en hastigt voksende webshop med tilbehør til elbiler

Da Casper Holms far for et par år siden beklagede sig over, at nummerpladelyset skinnede så meget, at det påvirkede bakkameraet om aftenen, fik Casper den idé at lave en hætte på sin 3D printer, så den skærmede for lyset. Det blev starten på hans virksomhed der har fået navnet GreenGoing, som er en wepshop med tilbehør til elbiler.

At et 3D print skulle vise sig, at blive starten på Casper Holms virksomhed lå ikke lige i kortene, men da han for sjov skyld satte den nyudviklede hætte til salg på Facebook, viste der sig hurtigt en stor interesse for produktet, og han fik han flere hundrede bestillinger på kort tid. Så var han lige som i gang, men trods mange ordrer og nye produkter i 3D print, så gik det hele lidt for langsomt til Caspers smag.

Derfor gik han i gang med at bygge en webshop, og havde undervejs fundet ud af, at dem der primært bestilte produkter hos ham, var elbils-ejere, især af mærket Tesla, så derfor blev fokus på den nye webshop tilbehør til elbiler. Hans virksomhed skiftede efterfølgende navn fra Better Print til GreenGoing, for at markere at det primært handler om elbiler og tilbehør hertil.

“Jeg fik min far overtalt til at oprette et cvr-nummer til mig, da jeg sidste år i november (hvor virksomheden for alvor startede op, red) kun var 17 år. Man kan godt få godkendt et cvr-nummer gennem Familieretshuset, hvis man er under 18, men det tager bare rigtigt lang tid, så derfor blev løsningen, at min far stod som ejer indtil 1. august i år, hvor jeg nu er blevet 18 og selv kan stå for det hele. Jeg smed hele min opsparing ind i projektet, og begyndte at købe varer hjem fra Kina og Tyskland, så jeg kunne komme i gang, og jeg må sige, at det er gået over al forventning indtil nu”, lyder det entusiastisk fra den unge iværksætter, der til en start havde lager derhjemme, men nu er flyttet ind på Vester Skovvej i Hadsten, hvor KF Gardiner tidligere havde til huse.

I dag har Casper godt 100 varenumre, og får jævnligt flere varer på hylden, som efterfølgende bliver ekspederet ud gennem hans webshop, som han selv har skabt. I det hele taget har han nok at se til, fordi ud over at stå for sin virksomhed, med hvad dertil hører som markedføring, pakning, bestilling af nye varer og meget mere, så er han også i lære som butiksassistent i den lokale Netto.

“Efter 9. klasse vidste jeg ikke, hvad jeg skulle, så lidt utraditionelt tog jeg et sabbatår, og fik arbejde i Netto som ungarbejder. Det gik så godt, at min chef ret hurtigt spurgte, om jeg ville starte i lære, og da jeg alligevel ikke vidste hvilken vej jeg ville, så tænkte jeg, at det lød som en god idé. Jeg er færdig med uddannelsen til næste år, så lige nu er der meget at se til, men heldigvis har jeg en fleksibel chef, så når der er pres på i Greengoing med at få pakket inden klokken 17, så får jeg lov til at gå lidt tidligere”.

Klokken 17 er nemlig der, hvor pakkerne bliver afhentet af Post Nord, og Casper har en klar målsætning om, at alle ordrer bestilt inden klokken 16, skal leveres dagen efter, således at kunderne får den bedste oplevelse og lynhurtig levering. Indtil nu har det givet pote, fordi på Trust Pilot har Greengoing en rating på 4,7, hvilket nærmest ikke kan blive meget bedre.

GreenGoing har lidt over 100 varenumre, og der kommer løbende nye varer til.

Går all-in næste sommer

Med en hastigt voksende omsætning, så er Casper klar til, når han er udlært, at gå fuldtid på hans virksomhed, og han har masser af tanker omkring den videre udvikling af GreenGoing, som til november har et-års fødselsdag.

“Det er gået hurtigt, og salgstallene stiger hele tiden, samtidig med at jeg kan se, at gensalgstallet også er stigende, hvilket jo må betyde, at folk er tilfredse med det de får leveret, så jeg er ganske godt tilfreds. Lige nu bruger jeg al min tid på Netto og GreenGoing, og går tingene som jeg håber på, så kan jeg uden problem gå fuldtid til næste sommer. Jeg har et klart mål om, at blive ved med at vokse, og forhåbentligt om et par år kunne ansætte folk, blandt andet til lageret, så jeg selv kan bruge mere tid på udviklingen af webshoppen, men lige nu er det bare mig, og jeg nyder at se de fremskridt der hele tiden sker”.

Trods sine bare 18 år, så oplever Casper ikke, at folk i branchen og dem han skal lave aftaler med ser skævt til ham, og han tror at han i nogle sammenhænge har en lille fordel af, at han ikke er ældre.

“Jeg har faktisk mest oplevet at folk er enormt positive og tager godt imod mig. Der er nogen der lige skal se mig an, men overordnet set tror jeg faktisk at jeg har en lille fordel med min alder, fordi mange også er imponeret over, at jeg har kastet mig ud i det her, og jeg tænker også at ByensNyt har sagt ja til at skrive den her historie, fordi jeg er 18 og ikke 30 år”, kommer det med et smil fra Casper.

Og ja, måske har han ret, Casper. Det er i hvert fald meget imponerende at møde en ung mand som ham, der selv har banket en webshop op uden hjæp, og som har så mange ambitioner, samtidig med at han har benene solidt plantet i Hadsten. Vi glæder os i hvert fald til at følge Casper og hans udvikling af GreenGoing. Har du en god historie som Casper, også selvom du er over 18 år, og det handler om noget helt andet, så er du meget velkommen til at tage kontakt til os, præcis som Casper gjorde. Så kigger vi gerne forbi til en snak. Skriv til os på redaktionen@byensnyt.dk

Casper får alle ordrer ind på hans computer, og kan derefter printe fragtlabel og pakke ordren til levering dagen efter.
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler