19. marts 2024

Boligmarkedet har det stadig godt trods lidt opbremsning

Efter to år med mere end fuld drøn på boligmarkedet, så går det knapt så stærkt i 2022, men det er endnu for tidligt at tale om boligkrise, da salget af boliger stadig ligger på et ganske fornuftigt niveau.

I 2020 og 2021 nåede boligerne dårligt nok at blive sat til salg, før de blev solgt, og ejendomsmarkedet satte den ene rekord efter den anden. Det siger næsten sig selv, at det ikke kan blive ved med at fortsætte, og 2022 har da også knapt så meget fart på.

”Det har gået rigtigt stærkt i 2020 og 2021, og ejendommene nåede jo dårligt nok at komme ind, før de blev solgt igen, og der var nærmest ikke nogen liggetid på noget som helst. Det ser lidt anderledes ud i år, hvor markedet har fundet et mere normalt leje, men dermed ikke sagt, at det lige nu er skidt. Vi er stadig over niveau, hvis vi sammenligner med 2019, og i sidste måned havde vi ti handler, så indtil videre klager vi på ingen måder”, lyder det fra Tommy Risgaard, der er medejer af danbolig Hadsten og tilføjer:

“Markedet er nu tæt på normalen, fra før corona satte turbo på boligmarkedet”

Han anerkender dog, at der er lidt mørke skyer i horisonten, der godt kan få indflydelse på resten af året, men at der ikke er noget der for alvor tyder på, at vi er på vej ind i en regulær krise på boligmarkedet.

”Renten stiger og det gør alt andet også, så der er da nogle ting, der godt kan blive et problem på sigt, og det er vi naturligvis meget opmærksomme på, men lige nu er vi ikke bekymrede. Vi bruger lidt mere tid på at sælge boligerne, men vi får dermed også vist vores håndværk som mæglere, og det er der bestemt også noget godt i. Køberne har også fået lidt mere at vælge imellem, og lidt mere tid til at tænke sig om i, og det er også meget sundt, så alt i alt er status lige nu, at boligmarkedet har det fint, og der er stadig masser af købere”, fastslår Tommy Risgaard.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler