Henrik Øelund har efter mange års dygtig ledelse på Den jydske Haandværkerskole i Hadsten valgt at stoppe som direktør ved udgangen af juni 2020. Der er iværksat en proces for at finde hans afløser.
Henrik Øelund, direktør på Den jydske Haandværkerskole (DjH) i Hadsten, stopper ultimo juni 2020.
”Henrik Øelund har med stort engagement for Den jydske Haandværkerskole, medarbejdere, lærlinge og kursister, stået i spidsen for opbygningen af en fælles stolthed for det, som DjH præsterer. Henrik har med forståelse og rummelighed skabt et formidabelt samarbejde mellem alle interessenter. Skolen har under Henriks ledelse opnået noget helt unikt for erhvervsskolesektoren. De sidste otte år er antallet af lærlinge, der vælger Den jydske Haandværkerskole, blevet fordoblet,” siger Benny Yssing, formand for DjH’s bestyrelse.
En veldrevet erhvervsskole
Benny Yssing er tydelig i sin meddelelse om, at DjH har været igennem en meget positiv udvikling:
”Bestyrelsen ser DjH som en veldrevet erhvervsskole, der på fornemmeste vis har klaret de udfordringer, som omverdenen har budt. Vi ser stolte og engagerede medarbejdere med en stor dedikation for deres arbejde og arbejdsplads. Samarbejdet er unikt, især med de forandringer der kommer, når en skole vokser så meget.”
Benny Yssing fremhæver yderligere, at strategien som Henrik Øelund har udmøntet og implementeret igennem årene, har fået DjH til at vokse år efter år, på grund af en høj kvalitet og fokus på det enkelte menneske.
”Dette er et flot resultat, som Henrik og alle på DjH kan være stolte af,” siger han.
Henrik Øelund har været ansat på DjH i Hadsten i 21 år, heraf de sidste 17 år som direktør.
Ny direktør
Bestyrelsen har igangsætter processen med at finde en ny direktør for DjH. Ansættelsesudvalget lægger vægt på, at den nye direktør kan værne om skolens traditionsrige samarbejdsånd og samtidig videreudvikle og profilere skolen som en anderledes erhvervsskole, der lever op til erhvervslivets og de unges krav til en ungdomsuddannelse.