21. april 2026

Favrskov Erhverv har ambitiøse mål for 2026

I mandags afholdte Favrskov Erhverv sin årlige generalforsamling, hvor man fremlagde ambitiøse mål for 2026 der skal øge medlemstilgangen.

Favrskov Erhverv tæller omkring 180 virksomheder fra Favrskov Kommune, og er en selvstændig medlemsforening, der hen over året arrangerer diverse erhvervsrettede arrangementer, og som samtidig tilbyder vejledning til før-starter iværksættere samt virksomheder i forhold til drift og udvikling.

Godt 60 medlemmer var dukket op til generalforsamlingen, der startede ud med en økonomisk update fra Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank. Han gav sine bud på, hvad vi ser ind i i den kommende tid, blandt andet med tanke på uro i Mellemøsten og derved stigende priser på olie. Der blev også kigget på boligmarkedet, hvor priserne generelt er fornuftige, men, hvor særligt København er udfordret med meget høje priser. Faktisk er prisen på lejligheder, lige nu, højere end før finanskrisen i 2008, men kigger man på det generelle billede, så er der, i følge Las Olsen, ikke nogen faresignaler for en boligboble. Der bliver handlet boliger i stor stil, og det havde cheføkonomen svært ved at give et godt bud på, hvorfor det forholder sig sådan.

Las Olsen var generelt fortrøstningsfuld på dansk økonomis vegne, hvilket virksomhederne i landet også er, men modsat, konstaterede han, har forbrugerne aldrig været mere pessimistiske i følge en undersøgelse fra Danmarks Statistik. Danskerne bruger i øvrigt stort set det samme beløb på mad, som før priserne for alvor begyndte sin himmelflugt, og vi har ikke skåret ned på mængden, hvilket betyder at forbrugerne generelt går efter fødevarer af ringere kvalitet end tidligere.

Inden generalforsamlingen kunne gå i gang, var der mulighed for let bespisning fra Café Inside samt netværk. Borgmester Lars Storgaard havde, traditionen tro, en kort tale, hvor han blandt andet takkede formand for Favrskov Erhverv, Kent Jeppesen, for hans engagement i foreningens arbejde og hans formandsskab, som nu har varet i 13 år.

Herefter var der generalforsamling, og her kunne man blandt andet høre, at målsætningen for 2026 er ambitiøs. Man går målrettet efter medlemstilgang, hvilket ligger i hænderne på erhvervschef Jesper Lieberknecht, der sidste år afløste Jørgen Schytter. Han skal i følge kontrakten med Favrskov Kommune, besøge godt 200 virksomheder i 2026, og Jesper kunne fortælle, at det mål er godt i gang med at blive opfyldt. Det er også gennem disse besøg, at dialogen om medlemsskab kan tages.

Man vil fastholde det flotte aktivitetsniveauet fra 2025, og har planer om yderligere tiltag, blandt andet med et tættere samarbejde mellem handelstandsforeningerne i Hadsten, Hammel og Hinnerup.

Foreningen kom ud med et mindre overskud, i modsætning til sidste år, hvor man landede et mindre underskud.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler